Mbappé efter endnu et PSG-exit: Det her er vores maksimum
Spørgsmålene om Mbappés fremtid på Parc des Princes fortsætter utvivlsomt med klubbens seneste Champions League-exit. Foto: Andreas Schaad/Ritzau Scanpix
PSG blev onsdag aften sendt ud af Champions League med samlet 0-3 mod Bayern.
Paris Saint-Germain-stjernen Kylian Mbappé har svært ved at se, at det franske hold kunne have gjort mere, end det gjorde, onsdag mod Bayern München i Champions League.
Det siger han efter kampen, som endte med et 0-2-nederlag mod tyskerne.
Dermed røg det stjernespækkede franske hold ud med et samlet nederlag på 0-3 over to opgør.
- Som jeg sagde ved mit første Champions League-pressemøde denne sæson, så ville vi gøre vores yderste. Det her er vores maksimum. Det er sandheden, siger han.
- Hvad manglede PSG? Ikke meget, når man ser på de to mandskaber. De har et fremragende hold, som er opbygget med det formål at vinde Champions League.
Det franske storhold har været ramt af en lang række skader på det seneste.
Sværest har fraværet af brasilianske Neymar været, og søndag kom det frem, at han er helt færdig for sæsonen.
PSG-træner Christophe Galtiers hold sluttede opgøret med to 17-årige på banen i form af El Chadaille Bitshiabu og Warren Zaire-Emery.
- Vi kommer til at stille nogle spørgsmål til os selv og så vende tilbage til vores dagligdag, ligaen, siger Mbappé.
- Vi må komme videre. Vi tabte mod et fremragende hold i forsøget på at vinde turneringen.
Imens venter PSG stadig på den store Champions League-succes på trods af de store summer, som ejerne fra Qatar har brugt på klubben.
I den franske Ligue 1 ligger holdet klart nummer ét med otte point ned til næste mandskab. Ikke desto mindre vil spørgsmålene om Mbappés fremtid på Parc des Princes utvivlsomt få nyt liv med det seneste Champions League-exit.
- Jeg tager det roligt, siger 24-årige Mbappé adspurgt om sin fremtid.
- Det eneste, der betyder noget for mig, er denne sæson. At vinde ligaen. Og så må vi se.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Forbund advarer om alvorlige SFO-besparelser
- Der er sprængstof i den sag her
Langholt-lukning: Det gør Lolland Kommune nu
Spærring af bro forlænget med en måned: Her er årsagen
Det, han så som dreng, fulgte ham resten af livet
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker