McIlroy spæner fra Bjørn i Florida
Thomas Bjørn lå længe og lurede på et topresultat i PGA-turneringen Honda Classic i Palm Beach, men lørdag aften faldt han tilbage i stillingen og ser ikke ud til at kunne blande sig om sejren i Florida.
Nordireren Rory McIlroy er fortsat i spidsen i samlet 198 slag, hvilket svarer til 12 slag under banens par efter de første tre runder.
Lørdag gik McIlroy, som er forlovet med tennisspilleren Caroline Wozniacki, banen i 69 slag - et enkelt slag under par - og det var nok til at holde førstepladsen.
Thomas Bjørn er derimod røget otte placeringer ned til en delt 17.-plads efter en runde i 70 slag, hvilket svarer til banens par. Samlet har Bjørn brugt 205 slag - fem slag under par.
Den rutinerede dansker lavede tre birdies og tre bogeys, så det var en noget svingende runde i forhold til de foregående, som var langt mere stabile.
Thorbjørn Olesen deltog også i turneringen i Florida, men han klarede ikke cuttet til weekendens finalerunder.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned