Præsidenten i den internationale cykelunion (UCI), Pat McQuaid, mener ikke, at unionen havde andet valg end at anke Contadors dopingsag.
I et interview med AFP indikerer han, at man dårligt kunne have tillid til den afgørelse, der blev truffet i det spanske cykelforbund.
- Det spanske cykelforbund var under et enormt pres fra det politiske miljø, heriblandt fra landets premierminister, som sagde, at man ikke kunne give ham en straf.
- Det er klart, at han er en topsportsmand i Spanien. Men når den spanske præsident og formanden for den spanske olympiske komité blander sig og udtaler sig om ting, som de ikke ved noget om, så går det bare ikke, siger McQuaid.
Cykelsportens dopingregler er skruet sådan sammen, at dopingsager mod ryttere skal behandles nationalt i det land, hvor rytteren har sin licens - også selv om den positive prøve og sagsforberedelsen finder sted i UCI-regi.
Når forbundet har behandlet sagen, kan UCI så anke den - og det var det, der skete torsdag, hvor UCI sendte frifindelsen til prøvelse i den internationale sportsdomstol CAS.
Ifølge McQuaid har alle krav på en mere fair behandling af sagen.
- Selv om det spanske forbund har sagt, at de politiske meldinger ingen indflydelse havde på beslutningen, så ved man aldrig rigtig. Og offentligheden, cykelfans og cykelsporten vil aldrig helt finde ud af det.
- Den eneste måde at sikre en troværdig og fair afgørelse er at tage sagen til en højere instans, mener McQuaid.
Han håber på en hurtig afgørelse inden Tour de France, og har også talt med Tourens løbsdirektør Christian Prudhomme.
- Jeg ved nøjagtigt, hvordan han har det. Det ville være en skam for sporten og for Touren, hvis dette skal køre i den første eller anden uge af Tour de France, siger McQuaid, der mener, at det vil være muligt at nå det inden Touren, hvis alle parter ønsker det.
/ritzau/
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub