Med Sara Slott i spidsen satser Danmark på EM-medalje
Sara Slott skal i denne uge forsøge at forsvare hendes EM-titel i 400-meter hæk fra 2016. Foto: Dylan Martinez/Reuters
Dylan Martinez/Reuters
Forsvarende europamester i 400 meter hækkeløb, Sara Slott, klarmelder sig til EM. Elitechef håber på medalje.
En medalje og yderligere to finaledeltagelser er målet for det danske atletiklandshold, der frem til 12. august er med ved EM i Berlin.
Medaljeambitionen klæber sig først og fremmest til profilen Sara Slott, der er forsvarende europamester i 400 meter hækkeløb.
Hun har i sidste øjeblik klarmeldt sig til EM i atletik i Berlin.
På grund af en skade var det helt frem til deadline usikkert, om Sara Slott ville støde til den danske atletiktrup, men Bo Overgaard, der er elitechef i Dansk Atletik Forbund, melder hende klar til at kæmpe med om medaljer.
- Det er klart, at medaljeplaceringen er målrettet Sara. Hun har meldt sig klar og går efter at komme i finalen. Og så tager vi den derfra, siger Bo Overgaard.
Danmark har i alt 11 atleter med til EM. Ud over Sara Slott er flere andre også realistiske bud på finalepladser.
Sølvvinderen i 800-meterløb ved EM 2012, Andreas Bube, samt de to forhindringsløbere Ole Hesselbjerg og Anna Emilie Møller er også danske finalehåb.
- Der er flere gode bud på folk, der kan indfri vores mål. Det er en holdmålsætning, og i atletiksammenhæng er det højt sat for Danmark, men jeg tror bestemt, det er muligt, siger Bo Overgaard.
Danmark har desuden for første gang siden 1983 et hold til start i 4x100-meter løb. Kvinderne skal ved dette EM bevise, at Dansk Atletik Forbund skal satse på dem i fremtiden.
- Det ville være rigtig fint for os som en lille nation at have dem med til VM og OL. I den sammenhæng kan det her EM hjælpe dem meget, siger Bo Overgaard.
EM i Berlin indledes mandag d. 6 august og slutter søndag d. 12 august.
Danmark har følgende atleter med:
* Sara Slott Petersen (400 meter hækkeløb).
* Anna Emilie Møller (3000 meter forhindringsløb).
* Andreas Bube (800-meterløb).
* Ole Hesselbjerg (3000 meter forhindringsløb).
* Abdi Ulad (maraton).
* Jonas Kløjgård (højdespring).
* Louise Østergård, Ida Karstoft, Mette Graversgaard, Mathilde U. Kramer og Astrid Glenner-Frandsen (4x100 meter).
Kilde: Dansk Atletik Forbund
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde