Medicinaldronningens klub lurer på guldkup i Bundesligaen

Højrebacken Nikolaj Enderleit skiftede i sommer fra TTH Holstebro til Melsungen og spiller en vigtig rolle i holdets forsvar. Foto: Tom Weller/Ritzau Scanpix

En 68-årig kvinde finansierer gildet i håndboldklubben Melsungen, og den lille by syd for Kassel ligner en kommende bundesligavinder. To danskere er på holdet.

Offentliggjort Sidst opdateret

En uventet mester er måske på vej i verdens vel nok stærkeste håndboldliga for mænd.

I årevis har Kiel været en magtfaktor i Bundesligaen, mens Flensburg-Handewitt, Rhein-Neckar Löwen og senest Magdeburg fra tid til anden har blandet sig i guldkampen. Nu står en trofæløs klub fra en lille tysk by på spring til at tage mesterskabet.

Midtvejs i sæsonen topper Melsungen Bundesligaen med 15 sejre i 17 kampe og har fire point ned til de nærmeste forfølgere. Holdet har brugt VM-pausen på en træningslejr i Dubai.

Melsungen har slået sig op på en stærk defensiv - ligaens bedste ifølge statistikkerne - med danskeren Nikolaj Enderleit som en væsentlig bidragyder, men hvor plankeværket i målet Nebojsa Simic stikker ud som den helt store stjerne.

I offensiven har holdet lukreret på sin bredde frem for blot at sætte lid til en snæver A-kæde. Blandt holdets mange målscorere finder man den hårdtskydende danske bagspiller Aaron Mensing.

Enderleit og Mensing kender hinanden fra ungdomslandsholdene og hænger ofte ud sammen efter træning og kamp. Deres første halve år i klubben er gået over al forventning.

- Vi vidste, at der var store ambitioner, men det har været surrealistisk at træde ind i et miljø og en klub, hvor alt bare flasker sig. Vi har nærmest ikke mødt modgang, siger Enderleit.

Barbara Braun drømmer om, at Melsungen vinder Bundesligaen, og klubben står i en bedre sportslig position end nogensinde. Foto: Eibner-Pressefoto - Roland Sippel/Ritzau Scanpix

Den lille bys håndboldsucces har forbindelse til medicinalindustrien. Klubbens mæcen, Barbara Braun, er arving til den enorme virksomhed B. Braun, der har en årlig omsætning på over 65 milliarder kroner og beskæftiger over 63.000 personer på verdensplan. Størstedelen af Melsungens cirka 14.000 indbyggere arbejder i virksomheden.

Mellem høje og veltrænede håndboldspillere fremstår den korthårede 68-årige kvinde spinkel, men hun kan alligevel fylde et rum, så alle lytter. På en sober, men samtidig intimiderende måde lader hun spillerne vide, når de ikke har levet op til forventningerne.

Håndboldklubben er trods alt hendes projekt og livsdrøm, selv om hun sidste år trak sig længere væk fra den daglige ledelse af klubben.

Sådan lyder det fra håndboldspilleren Simon Birkefeldt, der i 2018/19-sæsonen tørnede ud for klubben. I dag spiller han for Ribe-Esbjerg.

- Man kan ikke snakke om Melsungen uden at snakke om Barbara Braun. Hun betaler gildet. Hun er en lille og fredelig dame, som er meget imødekommende, men hun gik ind i omklædningsrummet og gjorde det klart, at hun var skuffet, når hun ikke syntes, at vi havde præsteret optimalt. Det lyttede alle til, siger Birkefeldt.

Nikolaj Enderleit har ikke oplevet Braun komme med en opsang. Det har der ganske enkelt ikke været grund til i en sæson, hvor holdet er vadet fra sejr til sejr.

- Efter kampene har hun prikket en på skuldrene og sagt "godt spillet". Man kan mærke, at hun har store følelser på spil. Jeg har set hende være meget rørt, når vi har lavet resultater, der var bedre end forventet. Der er ingen tvivl om, at det vil være en forløsning og en drøm for hende, hvis vi når helt til tops, siger Enderleit.

Selv er han ikke meget for at tale om en potentiel guldfest i juni. Den gængse opfattelse i klubben er, at det hele stadig kan ramle, og ingen sejre må tages for givet.

- Hvis nogen i omklædningsrummet snakker om et muligt mesterskab, bliver det hurtigt manet til jorden. Har vi et par dårlige uger, ligger vi nummer fire, siger Enderleit.

- Vi haft et surrealistisk halvår, og vi har fået en selvtillid, så vi aldrig bliver nervøse eller føler os pressede i de tætte kampe, fordi de ofte falder ud til vores fordel. Men der forestår stadig meget arbejde, tilføjer han.

Også danskerens holdkammerater er kommet med underspillende udtalelser i pressen for at lægge pres på de mere prominente, men underpræsterende ligakonkurrenter.

Melsungen spiller sine hjemmekampe i Kassel, men med 4500 tilskuerpladser har holdet en af de mindste arenaer i Bundesligaen. Til daglig træner holdet i en skolehal hjemme i Melsungen. Halvdelen af holdets spillere har bosat sig i Kassel, mens den anden halvdel fornøjer sig i klejne Melsungen 23 kilometer mod syd.

I løbet af sine snart 20 år i Bundesligaen har klubben stort set altid befundet sig i midten - i bedste fald subtoppen - af rækken.

Melsungen har ellers i næsten et årti skruet budgettet ekstra op med Braun-millioner, så klubben stort set kan matche budgettet hos storklubber som Flensburg-Handewitt, Kiel, Füchse Berlin og Magdeburg.

I første omgang med sparsomme resultater til følge, men de seneste år har klubben bevæget sig væk fra en ambition om at have en tysk landsholdsspiller på alle pladser.

De spillere har været for dyre og umoderne i en tid, hvor håndboldspillet har bevæget sig fra at være et tungt fysisk spil til at være et mere dynamisk spil.

Melsungen har fået mere for pengene ved at hente profiler fra Norden, Øst- og Sydeuropa. De passer perfekt ind på succestræner Roberto Parrondos hold.

Spanieren er blandt sportens fremmeste trænere og har tidligere ført nordmakedonske Vardar hele vejen til Champions League-titlen. Nu er han 17 kampe og fire måneder fra at opnå endnu et resultat, der giver genlyd.

/ritzau/

Løst og fast om Melsungen

* MT Melsungen blev etableret i 1861, dengang under navnet Turngemeinde Melsungen.

* Holdet spiller sine hjemmekampe i Rothenbach-Halle, hvor der er plads til 4500 tilskuere.

* Hallen ligger i udkanten af Kassel (205.000 indbyggere, Tysklands 40.-største by), som ligger cirka 23 kilometer syd for Melsungen (14.000 indbyggere).

* Melsungen rykkede op i Bundesligaen i 2005 og har spillet der siden.

* I 2015/16 opnåede holdet sin foreløbig bedste placering med en fjerdeplads i Bundesligaen. Holdet slutter ofte i midten af rækken.

* I både 2020 og 2024 tabte Melsungen pokalfinalen.

* Midtvejs i sæsonen fører Melsungen Bundesligaen med fire point ned til forfølgerne Füchse Berlin, Kiel og Hannover-Burgdorf.

* I løbet af VM-pausen har holdet været på træningslejr i Dubai, hvor spillerne har trænet hårdt, men også har kunnet dyrke fællesskabet i lune omgivelser.

* I sommer skiftede både Aaron Mensing og Nikolaj Enderleit til klubben. De to danskere har hjulpet klubben til 15 sejre i 17 ligakampe.

* Melsungen finansieres i høj grad af økonomisk støtte fra Barbara Braun. Hun er en af arvingerne til medicinalgiganten B. Braun, der har 63.000 ansatte på verdensplan og en årlig omsætning på over 65 milliarder kroner.

* En stor del af familien Braun bor i Melsungen og medvirker kraftigt til, at Melsungen på verdensplan er den by med flest milliardærer (i dollar) per indbygger. Det skrev Forbes i 2011.

Kilder: MT Melsungen, Tysklands Håndboldforbund og Forbes.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu