Medie: Barcelona jagter Eriksen efter Liverpools afvisning
Danskeren er et varmt emne i storklubben, der er på jagt efter Iniestas afløser, skriver The Independent.
Barcelona har sendt de første følere ud før et eventuelt kommende køb af den danske landsholdsspiller Christian Eriksen i Tottenham.
Det skriver det britiske medie The Independent.
Den spanske storklub har ifølge mediet vendt interessen mod danskeren, efter at Liverpool i flere omgange har nægtet at sælge klubbens midtbaneprofil Philippe Coutinho til catalanerne.
Barcelona er på ivrig jagt efter en offensiv midtbanespiller, der kan være en kommende afløser for Andrés Iniesta, skriver The Independent.
Fredag afviste Liverpool endegyldigt at sælge Coutinho.
- Klubbens endelige afgørelse er, at intet bud på Philippe vil blive overvejet, og han vil forblive i Liverpool FC, når transfervinduet lukker, skrev klubbens ejere i en meddelelse.
Ifølge The Independents oplysninger var Barcelona forberedt på Liverpools afvisning. Klubben har derfor indledt processen mod et eventuelt kommende køb af Christian Eriksen.
Flere af Barcelonas trænere mener ifølge det britiske medie, at den danske midtbanespiller vil passe godt ind i klubbens spilsystem.
Det kan dog vise sig at blive svært for Barcelona at få vristet danskeren ud af hænderne på Tottenham-ledelsen.
Christian Eriksen underskrev så sent som september en ny fireårig kontrakt med London-klubben.
The Independent skriver dog, at Tottenhams formand, Daniel Levy, ikke plejer at stille sig i vejen for et salg, hvis prisen er høj.
Det britiske medie spekulerer i, at Barcelona må forberede sig på at slippe omkring 100 millioner britiske pund (cirka 824 millioner kroner) for at overtale Tottenham til at slippe Eriksen.
Seneste artikler
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker