Medie: Inter og Tottenham diskuterer hurtig Eriksen-handel
Christian Eriksen var tirsdag på banen, da Tottenham besejrede Middlesbrough. Foto: Matthew Childs/Ritzau Scanpix
Matthew Childs/Ritzau Scanpix
Ifølge The Guardian har Inter tilbudt Tottenham ti millioner euro for at købe Christian Eriksen i januar.
Christian Eriksen er indstillet på at skifte fra Tottenham til italienske Inter i januar, men klubberne er ikke enige om overgangssummen for den danske fodboldstjerne.
Det skriver den britiske avis The Guardian.
Ifølge avisens oplysninger har Inter tilbudt Eriksen en fireårig kontrakt gældende fra sommer, men Milano-klubben er villig til at lægge et halvt år oven i aftalen, hvis man kan få danskeren allerede nu.
Inter skulle være klar til at betale Tottenham ti millioner euro (74 millioner kroner) for at slippe Eriksen her og nu.
Tottenham skulle efter sigende kræve det dobbelte for danskeren, der har kontraktudløb til sommer.
Christian Eriksen var på banen tirsdag aften, da Tottenham besejrede Middlesbrough i en omkamp i FA Cuppen.
Efter kampen lød manager José Mourinho som en mand, der har indstillet sig på, at Eriksen snart er fortid i klubben.
- Han spillede virkelig godt. Meget professionel, hvilket er, hvad jeg forventer af ham. Hvis hans beslutning er at forlade os, skal han gøre det med oprejst pande. Det havde han i dag (tirsdag, red.), lød det fra Mourinho ifølge Reuters.
Den danske landsholdsspiller har været i Tottenham de seneste seks et halvt år og har spillet 302 kampe for klubben på tværs af alle turneringer.
Tottenham skrev onsdag kontrakt med den portugisiske midtbanespiller Gedson Fernandes, som kommer fra Benfica.
Seneste artikler
Forbund advarer om alvorlige SFO-besparelser
- Der er sprængstof i den sag her
Langholt-lukning: Det gør Lolland Kommune nu
Spærring af bro forlænget med en måned: Her er årsagen
Det, han så som dreng, fulgte ham resten af livet
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker