Medie: Kinesisk tv fjerner Arsenal-kamp efter Özil-kritik
Under en protest på Beyazit-pladsen i Istanbul lørdag takkede demonstranterne Mesut Özil for at bakke op om det muslimske mindretal uighurerne i det nordlige Kina. Foto: Ozan Kose/Ritzau Scanpix
Ozan Kose/Ritzau Scanpix
Mesut Özil har i opslag på Instagram og Twitter kritiseret Kina for at undertrykke et muslimsk mindretal.
Ifølge den kinesiske avis Global Times er kampen mellem Arsenal og Manchester City blevet droppet af den kinesiske statsstyrede tv-kanal CCTV.
Fredag kritiserede Arsenal-spilleren Mesut Özil i opslag på Instagram og Twitter Kina for at undertrykke det muslimske mindretal uighurerne i den nordlige del af landet.
- Den statsstyrede tv-station CCTV har fjernet Arsenals kamp mod Manchester City fra sit program, efter at Arsenal-stjernen Mesut Özils urigtige kommentar om Xinjiang har skuffet kinesiske fans og fodboldmyndigheder.
- Det kan også ske, at netkanalen PPTV ikke viser kampen, skriver Global Times i et opslag på Twitter.
Mesut Özil, der selv er muslim, skrev fredag, at uighurerne er "krigere, som modstår forfølgelse", og kritiserede Kina for at føre en alt for hård linje over for muslimerne.
- Koraner bliver brændt, moskéer lukket ned, muslimske skoler bliver forbudt, religiøse lærde er blevet dræbt en efter en. Alligevel vælger muslimer at tie stille, skrev Özil blandt andet i sit opslag.
Fra klubben var der ingen opbakning til Özils udsagn, da klubben lørdag kom med en udtalelse på det kinesiske sociale medie Weibo.
- Budskabet er helt og aldeles Özils personlige holdning. Som fodboldklub holder Arsenal af princip sig fra at involvere sig i politik, skrev Arsenals officielle profil.
Ifølge Reuters er Özils budskab også faldet Kinas Fodboldforbund for brystet. I en kommentar til Global Times siger en talsmand, at forbundet er "forarget og skuffet" over den tidligere Real Madrid-spillers opslag.
- Özils kommentarer er utvivlsomt sårende for kinesiske fans, som følger ham tæt. Og samtidig er hans kommentarer også sårende for det kinesiske folk. Vi kan ikke acceptere det, siger en talsmand ifølge avisen.
Kampen mellem Arsenal og Manchester City fløjtes i gang på Emirates Stadium klokken 17.30 dansk tid.
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet