Medie: Liverpools plan om Carvalho-køb falder til jorden
Fabio Carvalho skifter alligevel ikke til Liverpool, men bliver i Fulham. (Arkivfoto) Foto: Dylan Martinez/Reuters
Dylan Martinez/Reuters
I sidste ende var der ikke tid nok til at gennemføre Fabio Carvalhos skifte til Anfield inden deadline.
Liverpools plan om at købe Fabio Carvalho fra Fulham er faldet til jorden, efter at klubben løb tør for tid på den sidste dag af vinterens transfervindue.
Det skriver Sky Sports.
Den portugisiskfødte Fabio Carvalho har seks måneder tilbage af sin kontrakt med Fulham.
De to klubber var ifølge Sky Sports derfor enige om, at Liverpool skulle købe den 19-årige offensivspiller af Fulham for derefter at udleje ham tilbage til London-klubben frem til sommer.
Fulham, der spiller i den næstbedste engelske række, Championship, havde insisteret på både en betydelig transfersum for Carvalho, og at spilleren skulle forblive i klubben resten af sæsonen.
Det så ud til, at Liverpool havde opfyldt begge disse krav, men i sidste ende var der altså ikke tid nok til at gennemføre Carvalhos skifte til Anfield og hans midlertidige skifte tilbage til Fulham inden deadline.
Den 19-årige Carvalho fik sin debut for Fulhams førstehold i sidste sæson og er siden blevet ved med at etablere sig med syv mål og fire assister i 18 Championship-kampe.
Så sent som i sidste uge sagde Fulham-manager Marco Silva, at han gerne så Carvalho blive i Fulham i mange år endnu.
- Fra dag ét har jeg forsøgt at beholde ham. Det er ikke overraskende, at flere klubber er interesseret i Fabio. Vi taler om en ung spiller med et stort talent, sagde Silva ifølge Sky Sports.
Liverpool ligger på andenpladsen i Premier League med 48 point efter 22 kampe. Manchester City ligger øverst i tabellen med 57 point efter 23 kampe.
Fulham ligger på førstepladsen i Championship-tabellen og har altså kurs mod Premier League næste sæson.
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker