Medie: Manchester City sagsøger Premier League
Manchester City har vundet det engelske mesterskab de seneste fire sæsoner. Foto: Darren Staples/Ritzau Scanpix
Manchester City, der er anklaget for brud på økonomiske fairplayregler, går til modangreb på Premier League.
Toppen af engelsk fodbold kan være på vej mod en større konflikt.
De sidste fire års mesterklub, Manchester City, har nemlig sagsøgt Premier League med et krav om, at en del af ligaens økonomiske regelsæt bliver erklæret ugyldigt.
Det skriver avisen The Times.
Ifølge avisen er det især reglerne, der forbyder klubber at indgå sponsoraftaler til mere end markedsværdien med firmaer, der er ejet af eller knyttet til klubbens ejer, som Manchester City har i sigtekortet.
Reglerne blev indført i 2021, efter at Newcastle blev overtaget af en saudiarabisk investeringsfond.
De skal forhindre, at klubberne skjuler direkte tilskud fra ejerne som sponsoraftaler og er en del af regelsættet om økonomisk fairplay. I februar vedtog ligaen en yderligere skærpelse.
Men reglerne er i strid med konkurrenceloven, mener Manchester Citys jurister. Der er indkaldt til høring i næste uge.
Mesterklubbens angreb - eller modangreb - kommer, mens klubben undersøges for 115 påståede brud på netop de økonomiske fairplayregler.
Klubben, som har ejere fra De Forenede Arabiske Emirater, risikerer vidtgående konsekvenser, hvis den bliver kendt skyldig i anklagerne.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde