Medie: Massivt flertal vil ikke skære i Kvindeligaen

Hold som Team Esbjerg og Odense Håndbold har været dominerende i dansk håndbold i de senere år. Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix

Et forslag om at skære kvindernes håndboldliga ned til 12 hold er udskudt med mindst et år, melder TV 2 Sport.

Offentliggjort Sidst opdateret

Kvindernes håndboldliga forbliver på 14 hold frem til minimum sommeren 2027.

Det skriver TV 2 Sport onsdag.

Ifølge mediet er et forslag om at skære ligaen ned til 12 hold droppet i minimum et år, efter at et massivt flertal har erklæret sig som modstander.

21 af 26 klubber har erklæret sig "helt uenig" eller "uenig" i en række høringssvar om forslaget, mens kun tre klubber har erklæret sig "helt enig".

DR Sporten skrev fredag, at 20 af 25 klubber, der svarede, var imod forslaget. Hos herreklubberne, der også blev spurgt, var ni klubber for forslaget, fire var imod og seks svarede ikke.

Det fik mandag bestyrelsen i Divisionsforeningen Håndbold til at droppe forslaget om en mindre liga, skriver TV 2 Sport.

Det er anden gang i år, at man opgiver at skære ligaen ned til 12 hold. Det skete også i februar. Dengang var alle andre end topholdene Team Esbjerg, Odense Håndbold og Ikast Håndbold modstandere.

Forslaget om en mindre liga bunder blandt andet i et ønske om at gøre ligaen mere attraktiv og at have færre kampe og mindre slid på spillerne. Det gælder i sagens natur primært for klubber og spillere, der også spiller europæisk håndbold.

Det tidligere forkastede forslag baserede sig på 12 hold og to direkte nedrykkere. I det seneste forslag var det 12 hold, én direkte nedrykker og ét hold i playoffkampe om overlevelse.

Det er blandt andet den store risiko for nedrykning, der tidligere har skabt stor modstand. Det kan koste på talentudviklingen, da man ikke ville turde satse ungt, mener mange klubber.

Andre forslag ser til gengæld ud til at blive vedtaget.

Det gælder blandt andet et forslag om at droppe uafgjort i playoffserier og i stedet afgøre dysten i forlænget spilletid og eventuel straffekast.

/ritzau/