Medie: Spor af tre stoffer fra hjertemedicin i Valievas prøve
To af stofferne fra hjertemedicin, der er fundet i Kamila Valievas dopingprøve, er ikke på dopinglisten.
Der er kommet flere detaljer frem i sagen om kunstskøjteløberen Kamila Valievas positive dopingprøve.
Ifølge den amerikanske avis The New York Times blev der fundet spor af tre forskellige stoffer, som bliver brugt til at behandle personer med hjerteproblemer.
Det er tidligere kommet frem, at hun er blevet testet positiv for trimetazidin, men ifølge avisen var der også spor af hypoxen og L-carnitin.
De to sidstnævnte er dog ikke på Det Internationale Antidopingagenturs (Wada) liste over forbudte stoffer.
Sagen om den 15-årige russer har fået stor international opmærksomhed.
Hun afgav 25. december sidste år en dopingprøve med spor af trimetazidin, men svaret kom først, dagen efter at russeren havde været med til at vinde guld i holdkonkurrencen ved vinter-OL i Beijing.
Den Internationale Sportsdomstol (CAS) gav hende lov til at fortsætte, mens sagen bliver behandlet, og det vides endnu ikke, om guldet kommer til at stå ved magt.
Det var angiveligt i et dokument med tilknytning til CAS' afgørelse, at de to øvrige stoffer også blev nævnt.
Ifølge formanden for Den Internationale Olympiske Komités (IOC) disciplinærinstans, Denis Oswald, har Valieva forklaret, at hun blev testet positiv efter at have fået sin bedstefars hjertemedicin ind i kroppen på uheldig vis.
Valievas bedstefar har ligeledes bekræftet, at han bruger trimetazidin mod hjerteproblemer.
Ifølge AFP har Kamila Valievas mor desuden forklaret over for russiske antidopingmyndigheder, at datteren tager hypoxen på grund af "udsving" med hjertet.
Tirsdag var Valieva så på isen igen i den individuelle konkurrence. Her leverede hun en flot præstation, der betyder, at hun ligger på førstepladsen før afgørelsen torsdag.
Det har fået flere atleter til at kritisere hendes tilstedeværelse ved vinterlegene.
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie