Medie udråber Wozniacki til en af årtiets bedste spillere
En af Caroline Wozniackis største triumfer i dette årti var sejren over Venus Williams i sæsonfinalen på WTA-touren i 2017. Foto: Roslan Rahman/Ritzau Scanpix
Roslan Rahman/Ritzau Scanpix
Caroline Wozniacki beskrives som en "arbejdshest" og blandt de ti bedste kvindelige spillere i dette årti.
På falderebet af sin flotte karriere som professionel tennisspiller er der mere hæder til Caroline Wozniacki.
Det anerkendte tennismedie tennis.com har lavet en liste over dette årtis ti bedste kvindelige spillere, og her er den 29-årige dansker placeret som nummer seks.
Den altid hårdt kæmpende dansker betegnes som "en ægte arbejdshest" af mediet.
- Wozniacki løftede 24 WTA-trofæer. Inklusive mindst et i hver eneste sæson fra 2010 til 2018, hedder det blandt andet i begrundelsen for hendes placering.
Danskeren er noteret for i alt 30 finalesejre i WTA-turneringer, men de første seks sikrede hun sig i årene frem mod 2010.
Trods det imponerende antal sejre er danskeren ofte blevet nedrakket for at være for ensidig i sit spil og udelukkende satse på at køre sine modstandere træt. Ifølge tennis.com har Wozniacki med sine præstationer år ind og år ud været en af sportens mest fremtrædende.
- Hun viste også kritikerne, at vedholdenhed betaler sig, skriver tennis.com.
Mediet fremhæver danskerens placering som nummer et på verdensranglisten ved udgangen af både 2010 og 2011, hendes sejr i WTA Finals i 2017 og som toppen af kransekagen hendes triumf i Australian Open i 2018.
- Hun endte med at slutte 2018 blandt de ti bedste for syvende gang i ni år, slutter omtalen af danskeren.
Listen toppes af amerikaneren Serena Williams foran Simona Halep fra Rumænien og tyskeren Angelique Kerber.
Serena Williams vandt i årtiet 12 grand slam-titler i single, en guldmedalje ved OL og var i sammenlagt 236 uger nummer et på verdensranglisten. Dertil kommer en masse andre turneringssejre.
Caroline Wozniacki meddelte for nylig, at hun indstiller sin karriere efter grand slam-turneringen Australian Open, som begynder i januar.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet