Real Madrid-spilleren Pepe er en yderst upopulær mand i spansk fodbold, efter at han bevidst stemplede FC Barcelona-stjernen Lionel Messi på den ene hånd, mens argentineren lå i græsset efter en tackling.
Episoden fandt sted onsdag aften, da de to ærkerivaler mødtes i den første af to pokalkvartfinaler i Spanien.
Efter Barcelonas 2-1-sejr i Madrid bliver portugisiske Pepe svinet til i de spanske medier.
- Skammeligt og uacceptabelt, beskriver Marca Pepes gøren og laden i kampen.
- Voldelig med overdreven aggression, en skuespiller og langt fra den opførsel, man forventer af fodboldspiller på dette niveau, skriver Marca videre.
Skuespillet er en hentydning til en anden episode under kampen, hvor Pepe smed sig i græsset, rullede rundt og åbenbart var i store smerter efter en kollision med Barcelonas Cesc Fabregas.
Tv-billeder viste kort tid efter, at Fabregas nærmest ikke havde rørt Pepe.
Marca hæfter sig også ved, at Pepe er et stort problembarn. I 2009 fik han 10 spilledages karantæne for at have sparket på Getafe-spilleren Francisco Casquero, der lå ned.
- Casquero-sagen kan ikke længere ses som en isoleret episode, men må betragtes som den sørgelige sandhed om spilleren.
- Pepe er måske en fin fyr udenfor banen, og det er han, men nogen må få ham til at reflektere over det, han gør på banen, så han ikke længere laver disse skammelige handlinger, skriver Marca.
Hos AS er kommentator Luis Nieto enig.
- Vi må alle tage afstand fra ham på grund af den opførsel. Han skal straffes, skriver Nieto i en klumme.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde