Medier: Prøvearrangement op til OL i Tokyo bliver udskudt
Japans regering arbejder stadig mod at holde OL til sommer. (Arkivfoto) Foto: Issei Kato/Reuters
Issei Kato/Reuters
Et rejseforbud står angiveligt i vejen for det første prøvearrangement op til sommerens OL i Tokyo.
Arrangørerne af OL i Tokyo vil udskyde en svømmekonkurrence, der skulle have været det første prøvearrangement op til sommerens lege.
Det skyldes et rejseforbud i Japan, rapporterer flere lokale medier, der citerer kilder tæt på sagen.
Svømmekonkurrencen, der for flere atleter samtidig er sidste chance for at kvalificere sig til OL, skulle have været afholdt 4. til 7. marts.
Konkurrencen vil i stedet finde sted i april eller maj ifølge de japanske medier.
Det Internationale Svømmeforbund (Fina) og Det Japanske Svømmeforbund (Jasf) har afgjort, at rejsebegrænsninger vil besværliggøre afholdelsen af konkurrencen markant.
Forbundene og arrangørerne af OL har ikke kommenteret udskydelsen.
Japans grænser er i øjeblikket lukket for udenlandske rejsende, og hovedstaden Tokyo er i kriseberedskab på grund af pandemien. Det høje risikoniveau vil som minimum vare indtil 7. februar.
Atleter, der kom til Japan for at forberede sig til det i forvejen udskudte OL, har været undtaget indrejseforbuddet, men regeringen kaldte undtagelsen tilbage tidligere denne måned.
Svømmekonkurrencen skulle have været afholdt med flere coronarestriktioner.
Udskydelsen puster til meldingerne om, hvorvidt et OL til sommer stadig er realistisk coronasituationen taget i betragtning.
På det seneste har der været store diskussioner om, hvorvidt legene kan afvikles, efter at Japan er blevet ramt af nye virusudbrud, mens store dele af befolkningen også er imod afholdelsen af OL.
OL i Tokyo begynder efter planen 23. juli.
Den japanske regering og Den Internationale Olympiske Komité (IOC) holder indtil videre fast i, at OL vil blive afviklet.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned