Medier ser Jonas Wind som Hjulmands manglende EM-møtrik

Jonas Wind scorede på et hovedstød til 1-1 ude mod Belgien i en periode, hvor Danmark var godt med i kampen. Danskerne tabte kampen 2-4. Foto: Dirk Waem/Ritzau Scanpix

De danske medier roser angriberen Jonas Wind efter Danmarks 2-4-nederlag på udebane til Belgien.

Offentliggjort Sidst opdateret

Jonas Wind viste, at han er fremtidens mand for landstræner Kasper Hjulmand

Det skriver flere danske medier, efter at det danske fodboldlandshold onsdag tabte 2-4 ude til Belgien i Nations League.

- Han placerer sig fremragende og som regel der, hvor chancerne opstår. Han er iskold foran kassen - og bruger ikke vanvittigt mange chancer på at score sine mål.

- På denne plads er der ingen tvivl om Jonas Winds langtidsholdbarhed, og der er heller ingen tvivl om, at han skal have en EM-billet til sommer, skriver Allan Olsen, Ekstra Bladets sportschef.

Wind udlignede til 1-1 og stod for en aflevering til Martin Braithwaite, som burde have resulteret i et mål til 2-1 til Danmark, men chancen blev brændt.

Hos B.T. mener fodboldredaktør Michel Wikkelsø Davidsen, at FC København-angriberen kan forbedre Hjulmands landshold.

- Han fandt med Jonas Wind den møtrik, der har manglet i Hjulmandens værksted, før Danmark kunne transformere sig fra et Åge Hareide-landshold til et med Kasper Hjulmand-smag.

- FC København-angriberen skal ikke skriges op til hverken redningsmand eller stjernespiller efter fire landskampe, men på et i forvejen stærkt kollektiv var det ham, der manglede, skriver han.

Søren-Mikael Hansen, Politikens sportsredaktør, er enig med sine kolleger.

- Kryds fingre for, at Jonas Wind allerede har haft karrierens alvorlige skade i en ung alder og netop derfor er kommet sig over den.

- I så fald har Danmark fundet en langtidsholdbar udgave af det længe savnede indlysende førstevalg som landsholdsangriber, skriver han.

2-4-resultatet mod Belgien var Danmarks andet nederlag i den ottende kamp på under tre måneder under Hjulmand.

- Hjulmands hektiske efterår har båret frugt. Vi har set mange nye. Flere har meldt sig ind - mod Belgien var det Jonas Wind, der var min "dagens mand". Vi har set en generel samhørighed og fine resultater med landsholdet.

- Men vi har også set, at der er et stykke til den absolutte top. Et godkendt efterår, og der er grund til at se ind i 2021, skriver Flemming Toft, fodboldkommentator på TV2 Sport.