Medier: Son rejser til Sydkorea for at aftjene værnepligt
Son Heung-min har været i Tottenham siden 2015. (Arkivfoto) Foto: Andrew Boyers/Ritzau Scanpix
Andrew Boyers/Ritzau Scanpix
Tottenham-profilen Son Heung-min er ifølge britiske medier rejst til Sydkorea for at fuldføre sin værnepligt.
Der er langtfra tale om ferie i hjemlandet for Son Heung-min, der i weekenden fik lov til at rejse til Sydkorea af sin arbejdsgiver, Premier League-klubben Tottenham.
Tottenham skrev på sin hjemmeside, at sydkoreaneren rejste hjem af "personlige årsager".
Ifølge flere britiske medier - heriblandt The Guardian - drejer det sig om fire ugers værnepligt, som Son har tænkt sig at aftjene, mens al fodbold er sat på pause.
I Sydkorea skal alle mænd, der er fysisk i stand til det, aftjene næsten to års værnepligt i landets forsvar. Det slap Son Heung-min og resten af det sydkoreanske fodboldlandshold dog for, da de i 2018 vandt Asian Games.
I stedet skal Son og co. blot gennemgå fire obligatoriske ugers tjeneste, og det er altså det, Tottenham-profilen er rejst tilbage for at gøre nu, lyder det.
Selv hvis bolden stadig rullede, ville Son ikke have gået glip af ret meget tilbage i London. Hans sæson var således allerede forbi, inden coronavirus satte Premier League på pause, på grund af en brækket arm.
Son Heung-min har været i Tottenham siden 2015. Siden er det blevet til 220 optrædener, hvori han har scoret 83 mål og lavet 44 assister.
Tottenham holder coronapause på ottendepladsen i Premier League, hvor holdet mangler at spille ni kampe.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned