Meilingers mål bag AaB-sejr i Randers
Et mål af Marco Meilinger gav AaB en 1-0 sejr i søndagens sene Superligakamp ude over Randers FC.
På BioNutria Park i Randers var det AaB, der var bedst i første halvleg, og det gav i sidste ende en hårdt tilkæmpet 1-0 i udekampen mod Randers FC.
Nordjyderne, der gav debut til Casper Sloth og havde flyttet Kasper Risgård op i frontkæden, havde god succes med at true hjemmeholdets forsvar i dybden, navnligt i venstresiden i en kamp, hvor det dog skortede på chancer i de første 45 minutter.
Men efter en lille halv time fik Lars Søndergaards mandskab udbytte af anstrengelserne efter et par fejl i Randers-forsvaret.
Først opsnappede Christian Bassogog en farlig hovedstødsaflevering af en Randers-forsvarer, og efterfølgende kunne nyerhvervelsen Marco Meilinger sætte sin første Superligascoring i et tomt mål.
Kronjyderne kom langt bedre ud til anden halvleg, og fik lagt et ganske godt pres på gæsterne.
Men efter tre nærgående Randers-forsøg i indledningen faldt intensiteten, som halvlegen skred frem, blandt andet på grund af en mangel på præcise afleveringer og ditto løb.
I slutfasen formåede randrusianerne dog at øge presset på gæsterne med en række høje indlæg, men trods et par behjertede forsøg, blandt andet af indskiftede Marko Mitrovic, lykkedes det for AaB at ride stormen af og tage alle point med sig hjem.
Dermed har AaB fire point for sæsonens to første kampe, mens Randers FC bliver stående på et enkelt point for to kampe.
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker