Meng møder stortalent fra USA

Sådan så det ud, sidst Oliver vandt et bælte - dengang IBF Youth verdensmesterskabet mod Maono Ally. Foto: Anders Knudsen

WBC junior verdensmesterskab på højkant, når boksehåb kæmper til april.

Offentliggjort Sidst opdateret

I kølvandet på sidste uges udmelding om, at det 22-årige boksehåb fra Falster igen skulle i ringen efter over to års pause, er det nu blevet officielt, hvem modstanderen er. Og det bliver ingen ''piece of cake'', som man ville sige i dennes hjemland.

Der er nemlig tale om et af de helt store boksetalenter fra den anden side af Atlanten: Eslih Owusu. Amerikaneren er 21 år, ubesejret i syv kampe, og så er han bedre kendt som ''Mr. Slick'' - altså en glat og elegant bokser, der i USA er spået en stor fremtid indenfor sporten.

Meng kan skrive historie

Men lige så vigtigt er det også, hvad der er på spil, når Oliver Meng tager imod ham 21. april i Frederiksberg-Hallen - nemlig et WBC Junior verdensmesterskab. Det betyder bl.a., at Meng kan blive den yngste bokser i Danmarkshistorien til at være indehaver af to verdensmesterskaber.

- Det er kæmpestort efter så lang og hård en pause at have muligheden for at skrive mig ind i historien på den her måde, siger Oliver Meng til Folketidende.

Højrefodsbokser

Selv om der er tale om en talentfuld modstander, så tror Oliver alligevel, at han har, hvad der skal til for at slå amerikaneren.

- Han bliver den første højrefodsbokser, jeg skal møde i min professionelle karriere, og den type bokser er faktisk én, jeg foretrækker, siger den unge falstring.

Et tragisk tilfælde

Det er noget af en sensation, at Oliver skal kæmpe om et WBC-verdensmesterskab allerede nu. Faktisk var det oprindeligt en ukrainer, der skulle have kæmpet om bæltet mod Eslih Owusu, men grundet krigen har det ikke været muligt for ham at tage kampen.

- Det er en tragisk omstændighed, men i den situation bliver vi nødt til at sadle om og selvfølgelig tage en kamp som den, siger Morten Meng.

Det lå heller aldrig i kortene for bokseren at tage en opvarmningskamp, der skulle give Oliver følingen for ringen tilbage før en eventuelt større kamp. Med beslutningen om at skulle vinde et nyt bælte, risikerer de mere, men der var aldrig nogen anden mulighed for far- og søn-makkerparret.

- Vi ville ikke have en kamp på seks omgange, der skulle fungere som en slags opvarmning. Da vi blev tilbudt det, kiggede vi bare på hinanden og sagde "nej", siger de nærmest enstemmigt.

- Bedre udgave

Indenfor bokseverdenen er de lange pauser væk fra ringen sjældent set som en positiv ting. Og da Oliver bliver spurgt, er han da heller ikke overbevist om, hvorvidt det har skærpet evnerne at være væk fra de store spotlys i to år.

- Jeg ved ikke, om jeg er blevet en bedre bokser, men jeg er blevet en bedre udgave af mig selv. Mine tanker er anderledes i forhold til boksning, og jeg er blevet mere moden - og det kommer til at hjælpe mig i den her kamp, siger Oliver Meng.

Det er et af de mest internationalt anerkendte forbund, der står bag det bælte, Oliver vil forsøge at vinde 21. april. WBC Youth bæltet - som det officielt hedder - er blevet båret af blandt andre legender som Samuel Peter og Julio Cesar Chavez.

Et fint selskab, som Oliver Meng dog skal forbi en formidabel modstander for at kunne befinde sig i.