Mentorordning på tværs af sportsgrene skal give dansk idræt et løft

Louise Burgaard fortæller, at hun blandt andet har snakket om emner som værdier og identitet med orienteringsløberen Annika Simonsen, som Burgaard er mentor for i Team Danmarks projekt. (Arkivfoto). Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Team Danmark er i gang med et projekt, hvor erfarne atleter agerer mentorer for unge atleter på tværs af sportsgrene. Tilbagemeldingerne peger mod udvidelse.

Offentliggjort Sidst opdateret

Hvor meget kan en erfaren og godt betalt håndboldspiller lære en ung orienteringsløber, som lever af sin SU, om at være eliteatlet? Tilsyneladende rigtig meget.

Det er i hvert fald delkonklusionen i det etårige Team Danmark-søsatte mentorprojekt, som blev indledt ved årsskiftet.

Tilbagemeldingerne fra atleterne på begge sider af mentorordningen er lovende, siger Sidsel Iversen, sportspsykologisk konsulent hos Team Danmark og en af dem, som driver mentorprojektet.

- Vi hører, at det går rigtig godt, og at det er givende for både mentor og mentee, siger Sidsel Iversen.

Ifølge hende er en af grundene, at man har lavet nogle rammer, hvor Team Danmark byder ind med workshops og holder seancer for både mentorer og mentees undervejs, så man holder snor i det.

- Det er et helt forløb. Vi har ikke bare sat par sammen og sagt ”værsgo, nu er I makkere og skal køre det selv”.

Håndboldspilleren Louise Burgaard udgør mentordelen af et af de 15 par, som Team Danmark har sat sammen. Hun er mentor for den unge orienteringsløber Annika Simonsen.

I forhold til, at projektet er givende for begge parter, mener de begge, det er rigtigt set at sætte parrene sammen på tværs af sportsgrene.

- Jeg ser det som en klar fordel, at de har kigget mere på værdier og personlighed end sportsgren i sammensætningen, siger Burgaard.

- Jeg lærer en masse, og det giver noget at holde lidt trit med ungdommens umiddelbarhed og den rene glæde ved sporten, som de har.

Annika Simonsen er enig. Hun ser en stor værdi i det nye perspektiv, man får som atlet.

- Det er fedt, for det giver nogle nuancer. Jeg tænker mere over, hvorfor jeg træner, som jeg gør, og hvorfor jeg gør ting på en bestemt måde. Jeg bliver mere velovervejet, siger hun.

- Jeg har også lettere kunnet lufte anderledes idéer. Med mine trænere, som er i orienteringsmiljøet, har vi på forhånd tanker om tingene. Vi er jo i samme miljø. Det er Louise ikke. Der har jeg lettere kunnet kaste nogle anderledes idéer op i luften.

Netop styrken i det tværsportslige er noget, man fra Team Danmarks side ser stort potentiale i.

- Der er ingen tvivl om, at vi generelt gerne vil lave mange flere ting på tværs og dyrke fællesskab. Vi tror på, at vi kan styrke atleterne i et større fællesskab, end hvis de bare er i deres egen sportsgren, siger Sidsel Iversen.

31-årige Louise Burgaard har kunnet leve som fuldtidsprofessionel i sin sport siden slutningen af teenageårene.

Selv om mange erfarne spillere forsøgte at trænge igennem med, at det var vigtigt at restituere og ikke træne for hårdt, så lyttede hun ikke altid, fortæller hun.

Det kostede en sygemelding og en lang pause fra sporten senere i karrieren. Derfor ligger det hende også meget på sinde at kunne bidrage til måske at fjerne nogle sten på vejen for næste generations atleter.

- Som ung tænker man, at mere er bedre, og jo mere man træner, jo bedre bliver man. Man tror, man kommer til at hænge efter de andre, hvis de træner lidt mere, siger Burgaard.

- Jeg var enormt dårlig til at slappe af som ung. Det ville jeg gerne have lært tidligere. For restitution er den bedste måde at blive bedre på. Du udvikler dig og bliver bedre til at træne godt på den måde.

Mentorordningen er især inspireret af et britisk mentorprojekt, som hedder "True Athlete Project", der er kørt i adskillige år.

Her har Team Danmark fundet inspiration og hentet sparring til at bygge den danske pendant op. Det britiske projekt er større og har flere atleter i det, men drømmen hos Team Danmark er også, at man kan skalere op.

- Der bliver da drømt stort. Vi er selv ret hooked på projektet, også på grund af de tilbagemeldinger vi har fået indtil videre fra atleterne, for de har været meget positive, siger Sidsel Iversen.

- Vi har et ønske om, at det ikke skal være de få forundt. Det er noget, vi meget gerne vil brede ud, så det bliver mere almindeligt og kan være en retning for dansk elitesport, at man tænker i de baner.

Projektet løber frem til nytår, hvor håbet er, at et nyt kuld mentorer og mentees vil være klar.

/ritzau/

Programmet for mentorordningen

Team Danmark har tilrettelagt et program, som skal være med til at facilitere et godt og udbytterigt forløb for mentorprojektet gennem 2024. Derimellem aftaler mentor og mentee individuelt, hvornår og hvordan de gør tingene.

Den Team Danmark-faciliterede del af programmet tager sig således ud:

Januar: Åbningssession (mentor og mentees).

Februar: Workshop tema 1 - præstationen.

Marts: Workshop tema 2 - personlighed og værdier.

Maj: Workshop tema 3 - håndtering af modgang.

Juni: Mentee check-in (individuelt).

August: Mentee check-in (fælles).

September: Workshop tema 4 - personlig udvikling.

Oktober: Workshop tema 5 - en meningsfuld elitesportskarriere.

November: Erfaringsudveksling og programfeedback blandt mentees.

December: Afsluttende session (mentors og mentees).

Kilde: Team Danmark.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu