Messi ærgrer sig over børnefejl i Super Cup-nederlag
Lionel Messi ser slukøret til, mens Atlético Madrids spillere fejrer sejren på 3-2 i semifinalen i den spanske Super Cup. Foto: Giuseppe Cacace/Ritzau Scanpix
Giuseppe Cacace/Ritzau Scanpix
Barcelona førte 2-1 mod Atlético Madrid, men tabte 2-3 efter at have lavet nogle store fejl.
FC Barcelona havde kurs mod et El Clasico-opgør i den spanske Super Cup-finale, men et par kostbare fejl i slutfasen af semifinalen betød, at Atlético Madrid i stedet blev klar til Madrid-derby.
Diego Simeones tropper sejrede med 3-2, men Barcelona-stjernen Lionel Messi mener, at Barcelona i ligeså høj grad tabte kampen selv.
- Det er ærgerligt, fordi vi mistede koncentrationen i et øjeblik og lavede nogle børnefejl. Vi skulle have lukket kampen, siger Messi ifølge AFP.
Barcelona førte 2-1, da der resterede mindre end ti minutter af kampen og havde endda fået to mål annulleret efter gennemsyn fra VAR-rummet.
I stedet udlignede den tidligere Real Madrid-angriber Álvaro Morata til 2-2 på straffespark i 81. minut, og fem minutter senere blev Angel Correa matchvinder.
- Det er bittert for os. Især fordi vi var det bedste hold. Vores fejl kostede dyrt, lyder det fra Messi.
Han stod selv for 1-1-målet i kampen og måtte også se sit mål til 2-1 blive annulleret for offside. I stedet stod den tidligere Atlético-angriber Antoine Griezmann for målet til 2-1, mens Koke havde åbnet målscoringen 21 sekunder efter pausen.
Atlético møder nu Real Madrid i Super Cup-finalen, efter at Zinedine Zidanes hold slog Valencia 3-1 i den første af semifinalerne.
Årets spanske Super Cup er rykket til Saudi-Arabien og spilles modsat de tidligere år som en miniturnering med fire hold med semifinaler og finale.
Tidligere var det et opgør mellem mestrene og pokalvinderne fra seneste sæson.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde