Messi bliver en sjov udfordring

Lionel Messi er det største samtaleemne, da FC København tirsdag aften træner på Camp Nou forud for mødet med Barcelona i Champions League. Hvordan stopper I ham, lyder det mest populære spørgsmål.

Målmand Johan Wiland har følgende svar:

- Jeg skal spille på mit instinkt og være koncentreret. Jeg skal gøre det, jeg kan. Tager jeg bolden, så er jeg tilfreds, forklarer Wiland, der blot to minutter tidligere kunne se Messi traske rundt for sig selv ved sidelinjen.

Venstrebacken Oscar Wendt kommer sandsynligvis til at få sine dueller med verdens bedste fodboldspiller, der ofte optræder på Barcelonas højrekant.

- Jeg er klar til opgaven, og det er vi alle sammen, siger Wendt.

- Jeg skal både dække ham tæt op, men samtidig holde afstand til ham. Vi skal gøre rummene mindre for ham, så han ikke får bolden så meget i de områder, hvor han kan rykke sig fri.

- Det dur ikke at ligge for tæt på ham, for han er så sindssygt hurtig, at han hurtigt er væk. Det bliver svært, men også sjovt, tilføjer han.

Det er dog langtfra kun Lionel Messi, der bliver en udfordring for FC København. Ud over Messi kan Barcelona-træner Josep Guardiola sende hele syv spillere fra det spanske landshold, der vandt sommerens VM-finale over Holland, på banen.

/ritzau/

Verdens bedste fodboldspiller, Lionel Messi, bliver den måske største udfordring nogensinde for FCK's defensiv. Men det bliver sjovt, mener københavnerne.

Offentliggjort Sidst opdateret