Messi og Argentina indkasserer første nederlag i kvalifikation
Lionel Messi, der har været igennem et skadeplaget efterår, fik alle 90 minutter for Argentina, der ifølge verdensstjernen havde problemer med at få spillet i gang. Foto: Juan Mabromata/Ritzau Scanpix
De forsvarende verdensmestre, Argentina, skuffede og tabte 0-2 på hjemmebane til Uruguay.
Lionel Messi og Argentina tabte natten til fredag dansk tid 0-2 på hjemmebane til Uruguay i kvalifikationen til VM for sydamerikanske lande.
Nederlaget var Argentinas første i kvalifikationen efter at have gjort rent bord i de første fire kampe.
Ronald Araujo scorede til 1-0 for Uruguay efter 41 minutter med en førstegangsberøring i feltet.
Med tre minutter tilbage af den ordinære spilletid kunne Darwin Nunez på en friløber lukke kampen ved at sende bolden mellem benene på Emiliano Martínez i det argentinske mål.
Messi, der har været igennem et skadeplaget efterår, fik alle 90 minutter for Argentina, der ifølge verdensstjernen havde problemer med at få spillet i gang.
- Vi følte os aldrig komfortable, fandt ikke en måde at få bolden på eller styre slagets gang, var ikke i stand til at holde fast i bolden i længere tid, skabte ikke chancer, og spillede det spil, som de ønskede, i deres rytme, lyder det fra Messi til tv-kanalen TyC Sports ifølge nyhedsbureauet Reuters.
- De (Uruguay, red.) er et fysisk hold, der er farlige på kontraangreb, og det viste de med de mål, de scorede.
Argentina er trods nederlaget stadig nummer et i kvalifikationen med 12 point, men Uruguay er nu kun to point bag de forsvarende verdensmestre.
Colombia, der takket været to mål fra Luis Diaz vandt 2-1 over Brasilien natten til fredag dansk tid, er på tredjepladsen med ni point.
/ritzau/
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker