Det bliver ikke Sergio Batista, der fremover skal komme med tilråb og taktiske indspark fra sidelinjen til Messi og Co., når det argentinske landshold skal i kamp. Den 48-årige træner valgte således mandag at kaste håndklædet i ringen.
Batistas opsigelse kommer i kølvandet på de sydamerikanske mesterskaber i fodbold, Copa America, hvor Argentina trods status som storfavorit måtte se sig slået ud allerede i kvartfinalen af turneringen.
Opsigelsen bliver bekræftet af det argentinske fodboldforbund, Afa.
- Batista blev ikke fyret, siger talsmand for fodboldforbundet, Ernesto Cherquis Bialo, på en pressekonference i hjemlandet. Han tilføjer, at Argentina vil finde en afløser for den afgående træner i løbet af de kommende dage.
Cherquis Bialo tilføjer også, at en allerede planlagt venskabskamp mod Rumænien i næste måned er blevet aflyst.
Argentina var på forhånd storfavorit til at vinde Copa America, som landet var vært for, men holdet røg ud i kvartfinalen til de senere vindere fra Uruguay.
Det tidlige og uventede exit fik kritikken til at hagle ned over Batista og hans spillere.
Sammen med Batista måtte også Barcelona-spilleren Lionel Messi lægge ryg til en del af kritikken.
Den vævre offensivspiller bliver ofte kritiseret for sin manglende evne til at videreføre sine klubpræstationer i Spanien til landsholdet, og ved Copa America savnede publikum endnu engang en Messi i topform.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker