Messi runder ligamål nummer 400 i Barcelona-sejr
Lionel Messi scorede til 2-0 kort inde i anden halvleg, da Barcelona i sikker stil slog Eibar. Foto: Lluis Gene/Ritzau Scanpix
Lluis Gene/Ritzau Scanpix
I sin ligakamp nummer 435 scorede Lionel Messi sit ligamål nummer 400, da Barcelona slog Eibar 3-0.
Som den første spiller i historien har Lionel Messi rundet 400 mål i den spanske Primera Division.
Søndag aften scorede argentineren til 2-0 i Barcelonas 3-0-sejr over Eibar. Med sejren genetablerer Barcelona et forspring på fem point ned til Atlético Madrid efter hovedstadsklubbens 1-0-sejr over Levante tidligere søndag.
Som ventet styrede Barcelona stort set hele opgøret mod Eibar, og efter 19 minutter måtte de kæmpende gæster kapitulere for første gang.
Luis Suarez blev spillet fri i dybden, og uruguayaneren drejede bolden i mål med indersiden, selv om han i afslutningsøjeblikket syntes ude af balance.
Barcelona formåede ikke at få sat et punktum før pausen. Flere gange havde Eibar tilløb til gode muligheder, men fik ikke sat bolden ind bag Marc-André ter Stegen.
Anderledes effektiv var argentineren Lionel Messi. Syv minutter inde i anden halvleg gjorde han, hvad han ofte gør - afdribler en modstander og sparker bolden i mål med venstrebenet.
Det var hans ligamål nummer 400 i sin ligakamp nummer 435 for Barcelona, som den 31-årige stjerne har repræsenteret i hele sin seniorkarriere.
Cristiano Ronaldo er den næstmest scorende i rækken med 311 mål i 292 kampe, mens Athletic Bilbao-legenden Telmo Zarra er nummer tre med 251 mål i 278 kampe.
Syv minutter efter Messis jubilæumsmål blev 2-0 til 3-0, da Luis Suarez fra en spids vinkel scorede med ydersiden.
Dernæst begyndte Barcelona-spillerne at spare på kræfterne frem mod torsdagens pokalopgør hjemme mod Levante, da Barcelona er tvunget til en sejr efter at have tabt udekampen 1-2.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned