Messi slår Müllers vilde scoringsrekord

Bare 25 minutter inde i søndagens La Liga-opgør mod Betis har FC Barcelona-spilleren Lionel Messi skrevet sig ind i fodboldhistorien med en meget flot rekord.

Offentliggjort Sidst opdateret

Med sit andet mål La Liga-kampen - til 2-0 - har argentineren dermed scoret 86 mål i kalenderåret 2012, hvilket er et enkelt mere, end tyskeren Gerd Müller kunne klare for præcis 40 år siden i 1972. Dengang overgik tyskeren legenden Peles rekord fra 1958.

Lionel Messi har sat flere flotte rekorder, mens han har spillet i Barcelona, hvor han gjorde debut i 2004 som 17-årig.

Sidste år satte han blandt andet rekord med fleste scorede mål i en fodboldsæson, da han nettede 50 gange.

Mange store fodboldspillere har over de seneste 40 år har forsøgt at slå Gerd Müllers rekord, men ingen har formået det, og der har været tvivl om, hvorvidt den overhovedet ville kunne overgås, fordi spillet har ændret sig.

Lionel Messi, som i de seneste sæsoner har scoret mange mål for klubholdet, har også været mere aktiv end sædvanligt på landsholdet i 2012.

I år har han scoret seks mål for Argentina i seks kampe, hvilket er det bedste, han har præsteret for sit landshold og langt bedre end tidligere sæsoner.

Men Lionel Messi er ikke den eneste, der kan score i den spanske liga. Radamel Falcao scorede fem mål søndag aften for sin klub Atlético Madrid, som vandt 6-0 over Deportivo de La Coruna.

/ritzau/dpa