Messi udskiftet med skade blot 37 minutter inde i comeback
Lionel Messi fik blot 37 minutter fra start i 4-0-sejren over Toronto FC. Foto: Carmen Mandato/Ritzau Scanpix
Lionel Messis comeback for Inter Miami blev overskygget af en uspecificeret skade. Klubben vandt dog 4-0.
Lionel Messi fik natten til torsdag dansk tid comeback for Inter Miami, men det blev kun til et kort gensyn.
Verdensmesteren havde fået plads i startelleveren, selv om han gik glip af to kampe for henholdsvis Argentina og Inter Miami i sidste uge på grund af udmatning.
Men han måtte lade sig udskifte efter blot 37 minutter ved stillingen 0-0 efter, hvad der omtales som en uspecificeret skade.
Alligevel vandt Inter Miami 4-0 over Toronto FC.
Facundo Farias, Benjamin Cremaschi scorede et mål hver, mens Robert Taylor sørgede for de sidste to.
Dermed er Inter Miami stadig med i kampen om at kunne indløse billet til slutspillet i amerikanske MLS.
Klubben har nu fem point op til 9.-pladsen, som indtages af DC United, der dog har spillet to kampe mere.
8.- og 9.-pladsen skal spille playoffkampe om at nå slutspillet.
Inter Miami har stadig ikke tabt med Messi på banen, siden han kom til klubben i juli.
Jordi Alba, der har spillet sammen med Messi i FC Barcelona, måtte også lade sig udskifte med en tilsyneladende skade efter 35 minutter.
Uden Messi på banen tabte Inter Miami i weekenden 2-5 til Atlanta United. Han gik desuden glip af sejren over Sporting KC og havde dermed ikke været i aktion siden 3-1-sejren over Los Angeles FC 4. september.
/ritzau/
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker