Mesteren Osaka iklæder sig skyklapper for at holde fokus
Naomi Osaka har faktisk kun vundet syv WTA-titler i karrieren - fire af dem har dog været grand slam-titler. (Arkivfoto) Foto: Seth Wenig/Ritzau Scanpix
Seth Wenig/Ritzau Scanpix
Naomi Osaka kæmper med sit selvværd. Det skal afhjælpes ved at tage mindre stilling til andres holdninger.
Den japanske tennisstjerne Naomi Osaka har haft en hård sommer, hvor mentale udfordringer har gjort tennislivet svært for hende.
Hun trak sig efter første runde ved French Open, da hun blev truet med at blive smidt ud af turneringen, fordi hun ikke ønskede at stille op til de obligatoriske pressemøder. Derefter droppede hun også Wimbledon.
Hun holdt sig væk fra rampelyset længe, kun afbrudt af en deltagelse ved OL i Tokyo, før hun for nylig gjorde comeback på WTA Tour i Cincinnati.
Nu er hun klar til titelforsvar ved US Open, og Osaka føler, hun er kommet nærmere på årsagen til sine mentale problemer.
- På det seneste har jeg spurgt mig selv, hvorfor jeg har følt, som jeg gjorde, og en af grundene er, at jeg tror, jeg aldrig er god nok, lyder det fra japaneren ifølge nyhedsbureauet AFP.
- Jeg fortæller aldrig mig selv, at jeg har præsteret noget godt. Men jeg ved, at jeg konstant bilder mig selv ind, at jeg er elendig, eller at jeg kunne have gjort det bedre.
Det har været med til at udmatte den 23-årige spiller mentalt, som mener, at hun er nødt til at være mere ligeglad med omverdenen for at komme ovenpå.
- Dit liv er dit eget, og du skal ikke værdisætte dig selv, efter hvad andre mener, lyder det fra Osaka.
- Jeg ved, at jeg giver mig 100 procent, i alt hvad jeg foretager mig. Hvis det ikke er godt nok for nogen, så beklager jeg, men jeg kan ikke bære rundt på den byrde længere.
Japaneren er seedet som nummer tre i årets US Open, hvor hun møder op som forsvarende mester. Hun møder i første runde tjekken Marie Bouzkova.
Både Clara Tauson og Holger Rune er også med i hovedturneringen i New York. Tauson møder i første runde navnesøster Clara Burel fra Frankrig. I anden runde kan hun møde topseedede Ashleigh Barty.
Holger Rune får maksimal modstand fra start. I første runde i herresingle venter topseedede Novak Djokovic.
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde