Mesterholdet kommer tilbage på vinderkurs efter EM-pause

René Antonsen og Aalborg er tilbage på vindersporet i landets bedste håndboldrække for herrer. (Arkivfoto) Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Aalborg var hurtigt ude af starthullerne i Holstebro og fik sat prop i dårlig stime fra før EM-slutrunden.

Offentliggjort Sidst opdateret

Håndboldmestrene fra Aalborg tabte de to sidste kampe inden pausen under januars EM. Fredag kom nordjyderne tilbage på vindersporet i holdets første ligakamp i 2022.

På udebane lagde Aalborg stærkt fra land mod TTH fra Holstebro, og det grundlagde sejren på 34-27.

Holdet er på andenpladsen i grundspillet med 27 point. GOG topper med 33 point - endda for en kamp mindre end mestrene. TTH har 16 point på syvendepladsen.

I de første 18 minutter blev hjemmeholdet holdt nede på bare fire scoringer, mens Aalborg buldrede i front med 11-4.

Mindre end fem minutter fra pause var mestrene gået i front med 16-8, men en god afslutning på halvlegen så TTH reducerede til 12-17.

Det gav medvind ind til anden halvleg for de undertippede vestjyder. Efter mindre end tre minutter var 12-17 blevet til 15-17. Spændingen var tilbage. Men kun for en stund.

Frem til 18-20 var hjemmeholdet med. Herefter strammede gæsterne grebet om kampen igen.

12 minutter før tid havde Aalborg opbygget en føring på fem mål. Og den var de aldrig i nærheden af at formøble.

Da norske Kristian Bjørnsen med sin sjette scoring gjorde det til 31-25 med seks minutter igen, var opgøret afgjort.

Hjemmeholdet holdt tilmed en scoringspause på seks minutter indtil kampens sidste minut, så det endte med en overbevisende udesejr.

Kort forinden sikrede KIF Kolding sig en sejr i egen hule. TMS Ringsted blev sendt hjem over broerne med et nederlag på 26-29.

I tredje og sidste kamp fredag leverede Ribe-Esbjerg et flot comeback i anden halvleg ude mod Skive. Efter at have været nede med 13-17 halvvejs snuppede gæsterne en sejr på 29-28.