Mestrenes elendige OL-start forbløffer danske rivaler

Ikonet Nikola Karabatic er resten af det franske landshold er kommet overraskende sløjt fra start ved OL. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Frankrigs olympiske håndboldmestre er under hårdt pres efter at have åbnet turneringen med to klare nederlag.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det er et fransk håndboldlandshold under et tungt pres, der onsdag aften går på banen til holdets tredje kamp ved OL.

Højst overraskende har de regerende olympiske mestre indledt turneringen på hjemmebane med to nederlag. Og ikke nok med det - de franske mænd har ikke været i nærheden af at tage point.

Efter ottemålsnederlaget til Danmark gik franskmændenes plan om oprejsning mod Norge helt skævt. Allerede ved pausen var de bagud med fem mål, som også var forskellen, da det hele var forbi.

I den danske lejr er man noget forbløffede over rivalernes elendige OL-start.

- Selvfølgelig kan Norge slå Frankrig, men måden det skete på, var jeg overrasket over. Det virker ikke, som om franskmændene har det flow, vi så til EM, siger Simon Pytlick.

- De små aftaler, de er så gode til, så man heller ikke noget til. Det er nærmest kun Dika Mem, der spiller godt. Det ser da en smule bekymrende ud for dem.

Rasmus Lauge har set et fransk hold, der i to kampe har haft svært ved at finde løsninger mod kompakte og aggressive forsvar.

Det åbner interessante perspektiver i gruppen. For onsdagens modstander, Egypten, er ikke at spøge med, som Danmark har erfaret ved flere lejligheder - senest i anden halvleg i mandags.

- Det er ikke en fed situation at stå i, når du ikke er kommet godt fra land, og der måske sniger sig en lille smule usikkerhed ind, siger Rasmus Lauge.

Frankrig er det mest succesfulde landshold på verdensplan i de seneste to årtier. Holdet vandt OL-guld i 2008, 2012 og 2021.

Så sent som i januar blev franskmændene europamestre med en finalesejr over Danmark.

- Jeg tror, at alle er overrasket over det her. Nogle gange sker der nogle ting, der ikke er så ligetil at forklare. Jeg kan ikke forklare, hvorfor Frankrig ikke kan få det til at rulle. Men det er heldigvis ikke min hovedpine, siger landstræner Nikolaj Jacobsen.

Respekten er dog stor for de franske stjerner omkring veteranen Nikola Karabatic, der er i gang med de sidste kampe i en guldbelagt karriere.

OL-formatet, hvor fire hold går videre fra hver gruppe, giver mulighed for fejltrin, og meget skal trods alt gå galt, hvis ikke franskmændene kommer videre til kvartfinalen.

- Hvis man kender dem ret, hiver de et eller andet op dybt nede fra posen, og så kommer de stærkt igen. Jeg ville blive meget overrasket, hvis de ikke er der, når det skal afgøres.

- Men på den anden side var der nok ikke nogen, der havde regnet med, at de stod, hvor de står nu, siger Simon Pytlick.

Frankrig møder Egypten klokken 19 onsdag aften.

/ritzau/