Mexicos landstræner skammer sig over chilensk massakre
Mexico tabte 0-7 til Chile, og landstræner Juan Carlos Osorio giver hele befolkningen en undskyldning.
Det mexicanske fodboldlandshold må rejse hjem fra Copa America i skam efter det pinlige nederlag på hele 0-7 til Chile i kvartfinalen natten til søndag.
Mexicos colombianske landstræner, Juan Carlos Osorio, lægger da heller ikke fingrene imellem, når han skal sætte ord på sit holds indsats mod de sprudlende og effektive chilenere.
- Jeg vil gerne give de mexicanske tilhængere og hele det mexicanske folk en undskyldning.
- Det, vi så i dag, var en skændsel, en fodboldmæssig ulykke. Der er selvfølgelig vigtigere ting i livet end fodbold, men dette var en meget svag forestilling, siger Juan Carlos Osorio ifølge AFP.
Osorio havde set sit hold komme bagud efter et kvarters spil, og da Chile lige før pausen fordoblede føringen til 2-0, var mexicanerne knækket.
Chilenerne lavede tre mål i anden halvlegs første 12 minutter, og resten af kampen formede sig som én lang ydmygelse af den stolte fodboldnation.
- Chile leverede en flot kollektiv præstation og holdets stjerner gjorde det ekstraordinært godt. Men der er ikke syv måls forskel på Mexico og Chile, siger Juan Carlos Osorio.
Hoffenheim-angriberen Eduardo Vargas blev kampens store spiller med fire scoringer.
En imponerende præstation af en mand, der i den forgangne sæson lavede to mål i 24 kampe for sin tyske klub.
Chile møder Colombia i den ene semifinale. I den anden tørner værtsnationen, USA, sammen med Argentina.
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker