Mia Blichfeldt flytter til Frankrig og udgår af eliteprogram
Mia Blichfeldt ses her under OL i Paris. Foto: Luis Tato/Ritzau Scanpix
Den danske badmintonprofil flytter sammen med sin kæreste i Frankrig og stopper derfor med landsholdstræning.
Badmintonspilleren Mia Blichfeldt er færdig med at deltage i landsholdstræningen i Brøndby.
Den danske OL-deltager har valgt at flytte til Frankrig, hvor hun skal bo sammen med sin kæreste, Toma Junior Popov, der også er professionel badmintonspiller.
Dermed udgår hun af Badminton Danmarks eliteprogram og giver afkald på at have en landstræner som hovedtræner og gøre brug af eksperter i individuelle turneringer, ligesom hun ikke længere får økonomisk turneringsstøtte.
Det oplyser Badminton Danmark i en pressemeddelelse.
- Jeg har valgt at flytte sammen med min kæreste i Frankrig, hvilket betyder, at jeg må sige farvel til den daglige træning i Brøndby. Jeg er spændt på et nyt kapitel i mit badminton- og privatliv, siger Mia Blichfeldt.
Hun understreger, at hun har været glad for at være en del af den danske elitetræning.
Elite- og sportschef Jens Meibom er ærgerlig over, at Blichfeldt ikke længere er tæt knyttet til forbundet.
- Vi ønsker altid at have de bedste spillere på vores træning, da vi foretrækker, at vores spillere kan sparre med hinanden på og uden for banen.
- Vi har samtidigt forståelse for, at Mia ønsker at flytte sammen med sin kæreste, og vi ønsker hende alt mulig held og lykke med den nye fase i hendes liv, siger Jens Meibom.
Selv om hun ikke længere er en del af landsholdstræningen, kan hun stadig repræsentere Danmark ved EM, VM og OL.
Aktuelt ligger hun nummer 31 i verden. Både Line Kjærsfeldt og Line Christophersen er rangeret højere.
På herresiden er hverken Viktor Axelsen eller Anders Antonsen en del af Badminton Danmarks eliteprogram.
/ritzau/
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet