Michael Jakobsen om FCN-debut: Hulk er brølstærk
Michael Jakobsen kom på noget af en opgave, da han tirsdag aften debuterede for FC Nordsjælland i Champions League-kvalifikationens tredje runde.
Midterforsvareren stod blandt andre over for den stærke brasilianske angriber Hulk, da den nordsjællandske klub tabte 0-1 hjemme til Zenit St. Petersborg.
- Han var brølstærk, fandt jeg ud af rimelig hurtigt, siger Michael Jakobsen om mødet med manden med den store brystkasse.
- Hulk er et fysisk pragteksemplar. Jeg har sjældent spillet mod en spiller, der var så stærk fysisk. Jeg følte jo næsten, at jeg vejede 60 kilo.
- Han var dygtig, men det var da dejligt, at han ikke var så skarp. Han havde ret mange afslutninger, der ikke blev til så meget, siger lejesvenden fra FC København.
Michael Jakobsen erkender, at hans hold havde det svært mod det stjernebesatte Zenit-hold med profiler som Andrei Arshavin, Danny og Axel Witsel foruden førnævnte Hulk.
- Det er svært mod så gode spillere, de er lynhurtige og eksplosive. Hvis man først kommer på hælene, så er de væk.
- Jeg havde selv en gang i anden halvleg, hvor jeg satte i fuldt firspring efter Hulk, men jeg kunne ikke nå ham alligevel. Så hvis man først er blevet sat, så er det svært, siger han.
Michael Jakobsen er generelt udmærket tilfreds med sin debut for FC Nordsjælland.
- Jeg synes egentlig, at det var en fin præstation af hele holdet. Det er lidt ærgerligt, at vi lukker et mål ind, men det er svært at holde dem fra at score, siger han.
Returkampen i Rusland bliver spillet onsdag i næste uge.
Vinderen går videre til playoff-runden om en plads i Champions League-gruppespillet, mens taberen skal spille playoff-kampe om en billet til gruppespillet i Europa League.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde