Michael Krohn-Dehli skifter til Celta Vigo

Foto: Liselotte Sabroe /Scanpix

Rygterne har svirret længe, og nu er det officielt bekræftet. Den danske landsholdsspiller Michael Krohn-Dehli skifter fra Brøndby til den spanske fodboldklub Celta Vigo. Det oplyser Brøndby på sin hjemmeside.

Offentliggjort Sidst opdateret

Onsdag er parterne blevet enige om en aftale, der sender Brøndbys midtbanespiller til Spanien med øjeblikkelig virkning. Det er aftalt, at økonomien i aftalen ikke offentliggøres.

- Krohn har gennem et stykke tid gerne ville prøve sig selv af i udlandet på ny, og det er et ønske, vi har været villige til at lytte til, såfremt den rigtige klub meldte sig. Det er nu tilfældet med Celta Vigo.

- Jeg er overbevist om, at det er det rigtige for alle parter, at Krohn får chancen for komme til udlandet igen, siger Brøndbys sportschef, Ole Bjur, til klubbens hjemmeside.

Krohn-Dehli kom til Brøndby i 2008 fra hollandske Ajax og nåede at spille 144 kampe for Brøndby og score 26 mål i den bedste danske række i Superligaen.

Midtbanespilleren har længe ønsket at komme til udlandet, og nu er drømmen gået i opfyldelse.

Flere store spanske medier berettede allerede tirsdag aften om, at skiftet var undervejs, og at klubberne var blevet enige om en pris på omkring en million euro.

Celta Vigo er oprykker i den bedste spanske fodboldrække, og klubben indledte sæsonen med et 0-1-nederlag til Malaga.

Den 29-årige kantspiller har ud over Ajax også optrådt for både Sparta Rotterdam og RKC Waalwijk tidligere i karrieren.

Krohn-Dehli var en af Danmarks bedste spillere under sommerens EM-slutrunde. Han har scoret seks mål for landsholdet i sine 25 landskampe.

Som Brøndby-spiller både åbnede og lukkede Krohn-Dehli mod ærkerivalerne fra FC København. Ifølge Brøndbys hjemmeside spillede kantspilleren sin første superligakamp i slutningen af august 2008 i en hjemmekamp mod FCK, som Brøndby vandt 1-0.

Krohn-Dehlis sidste kamp i Brøndby-trøjen blev lørdagens 1-1-kamp i Parken - mod FCK.

/ritzau/