Michael Laudrup bliver ikke den næste landstræner for Danmark.
Mallorca-træneren har gjort det helt klart over for Dansk Boldspil-Unions generalsekretær (DBU), Jim Stjerne Hansen, at han ikke er i spil til den ledige stilling. Det fortæller Laudrup til politiken.dk.
- DBU har kontaktet mig for at høre, om jeg er kandidat til jobbet, ja, det kan jeg ikke benægte.
- Jeg er meget glad for at have været kandidat, men mine planer går i en anden retning, siger Laudrup, som understreger, at beslutningen er definitiv.
- Jeg er ikke i spil som afløser for Morten Olsen. DBU har kontaktet mig et par gange, senest for få dage siden for at høre min beslutning, og nu synes jeg, at den ikke længere skal hænge i luften og flagre, siger Laudrup.
Michael Laudrups kontrakt udløber næste sommer, og derfor var rokaden med Morten Olsen ellers oplagt.
Især fordi der den seneste tid har været meget uro i Mallorca, hvor Laudrup har ytret sin utilfredshed med klubbens manglende sommerindkøb.
- Jeg ved, at der i danske fodboldkredse er en vis interesse for min person, ikke mindst når jeg sættes i forbindelse med landsholdet.
- Interessen har været særlig i de seneste par uger, hvilket jeg nok selv må bære en del af skylden for i kraft af uroen i Mallorca.
- Det har skabt mange spekulationer om min nærmeste fremtid, men nu har jeg svaret DBU, at mine planer ikke omfatter landsholdet. I hvert fald ikke i denne omgang, fastslår Laudrup.
Med Laudrups afvisning har feltet af kandidater, der er inde i billedet til at afløse Morten Olsen som cheftræner for fodboldlandsholdet, mistet topkandidaten.
DBU ønsker ikke at kommentere på sagen.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker