Michael Rasmussen kunne køre på Rolfs hold

Den offentlige anklager i Wien stoppede torsdag efterforskningen af en dopingsag mod Michael Rasmussen. Beviserne mod Rasmussen var ikke stærke nok, lød begrundelsen.

Derfor ville der ikke være noget i vejen for, at Michael Rasmussen kørte på et stort hold, hvis tidligere cykelrytter og nuværende cykelkommentator Rolf Sørensen var sportsdirektør.

- Hvis han har styr på sine whereabouts og sit biologiske pas, kan jeg ikke se nogle hindringer for, at han kan køre igen, hvis jeg var sportsdirektør, siger Rolf Sørensen.

Michael Rasmussen vendte sidste år tilbage til landevejen efter at have udstået den toårige karantæne, han fik fra cykelsporten for at have løjet om sine whereabouts frem mod Tour de France i 2007.

Kort tid efter anklagede østrigsk politi ham så for at tjene penge på at sælge adgang til en blodcentrifuge til andre atleter sammen med den pensionerede cykelrytter Bernhard Kohl og skiskytten Christian Hoffmann.

Sørensen mener ikke, at Michael Rasmussens efterhånden plettede ry bør forhindre ham i en stor kontrakt.

- Hvis du skal gå ind i den snak, så er der mange, der har plettet ry, som kører cykelløb på allerhøjeste plan. Ivan Basso har udstået sin straf, det samme har David Millar. Blandt mange andre, lyder det fra Rolf Sørensen.

Sørensen håber, at de store hold vil huske Michael Rasmussens kvaliteter og ansætte ham.

- Hvis man sætter sig fuldstændigt ind i de sager og kommer frem til, at han har sin ryg fuldstændig fri, så synes jeg helt klart, han er en rytter, der kan nogle ting, når det går op ad bakke, siger Sørensen.

/ritzau/

Efter anklageren i Østrig har stoppet efterforskningen af Michael Rasmussen, står der ikke noget i vejen for comeback til et stort hold, mener Rolf Sørensen.

Offentliggjort Sidst opdateret