Den amerikanske præsidentfrue, Michelle Obama, deltager i Den Internationale Olympiske Komité, IOC's, kongres i København i starten af oktober, erfarer Berlingske.dk.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) modtager ifølge avisen fredag aften bekræftelse på førstedamens deltagelse, der skal ses som et led i bestræbelserne på at få placeret OL i 2016 i Chicago. Familien Obama boede i Chicago, indtil den flyttede til Washington. Michelle Obama er født i byen.
Danmarks Idrætsforbunds informationschef, Morten Mølholm, kan af sikkerhedshensyn hverken be- eller afkræfte nyheden, men siger dog, at der er tale om en klar amerikansk markering, hvis det viser sig at holde stik.
- Det siger helt sikkert noget om, hvor meget det betyder for USA at få værtsskabet, hvis man vælger at sende Michelle Obama til København. Det vil være et stærkt signal, siger Mølholm, der ikke vil gætte på, om præsidenten selv også kunne finde på at dukke op til kongressen.
Det olympiske topmøde åbnes ved en ceremoni i Operaen i København den 1. oktober med deltagelse af blandt andre dronning Margrethe. Ud over tildeling af værtskabet for 2016 skal der også optages nye medlemmer i Den Internationale Olympiske Komité. Blandt kandidaterne er kronprins Frederik.
/ritzau/
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker