Midtjyllands Olsson risikerer lang pause
FC Midtjyllands midtbanespiller Kristoffer Olsson har øjensynligt brækket benet og risikerer lang pause.
Superligaens tophold FC Midtjylland risikerer at skulle spille en stor del af forårssæsonen uden sin 19-årige svenske midtbaneprofil Kristoffer Olsson.
Svenskeren har øjensynligt brækket benet på Sveriges ligalandsholdstur til Abu Dhabi. Uheldet skete ved landsholdets første træning, og det svenske fodboldforbund valgte derfor at sende Kristoffer Olsson hjem igen. Han kommer retur til FCM tirsdag.
- De fik lavet røntgen på ham, og den viser, at der er et brud på lægbenet. De vurderer umiddelbart, at det vil tage op til tre måneder. Nu skal vi have lavet vores egne skanninger, når han kommer tilbage i morgen, siger FC Midtjyllands fysioterapeut Nicklas Falkesgaard Pedersen til klubbens hjemmeside.
Kristoffer Olsson var i første omgang i FC Midtjylland på en lejeaftale fra den engelske Premier League-klub Arsenal, men midtjyderne havde i december overtaget ham fra englænderne.
Kristoffer Olsson var det svenske landsholds yngste spiller på ligalandsholdsturen, hvor man skulle spille testkampe mod Elfenbenskysten og Finland.
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker