Mikaela Shiffrin tangerer en af Lindsey Vonns rekorder

Amerikaneren Mikaela Shiffrin vandt søndagens slalomløb i østrigske Lienz. Foto: Michael Gruber/Ritzau Scanpix

Med en sejr i søndagens slalomløb i østrigske Lienz er Mikaela Shiffrin oppe på 43 sejre i den disciplin.

Offentliggjort Sidst opdateret

Mikaela Shiffrin er helt ustoppelig på slalomskiene i øjeblikket.

Den 24-årige amerikaner vandt søndagens slalomløb i World Cup-løbet i østrigske Lienz.

Det var 43. gang, at Mikaela Shiffrin vandt et slalomløb i World Cup-regi. Og det satte hende op på siden af Lindsey Vonn i antallet af sejre i en enkeltstående disciplin for kvinder.

Lindsey Vonn nåede at vinde 43 World Cup-sejre i styrtløb, inden hun stoppede karrieren i februar.

Hos mændene har Ingemar Stenmark rekorden for flest sejre i en enkelt disciplin med 46 sejre i storslalom mellem 1975 og 1989.

Samlet set har Lindsey Vonn 82 World Cup-sejre på tværs af alle discipliner, og her er Mikaela Shiffrin fortsat et godt stykke bagefter med sine 64 sejre.

Hun er glad for søndagens sejr i slalom, som kom efter lørdagens sejr i storslalom samme sted.

- Jeg pressede mig selv så hårdt, som jeg kunne. Jeg kan ikke rigtigt huske, hvad der skete i løbet, men det var godt, siger Mikaela Shiffrin ifølge Reuters.

Efter dobbelttriumfen i Østrig fører amerikaneren fortsat den samlede World Cup-stilling. Hun har på førstepladsen 746 point. Nummer to er italieneren Federica Brignone med 451 point.