Mike Jensen: Det var stort at blive fejret

Mike Jensen spillede en god sidste superligakamp på hjemmebane for Brøndby, som søndag aften vandt 2-0 over AC Horsens.

Offentliggjort Sidst opdateret

Til nytår udløber midtbanespillerens kontrakt, og han forlader klubben, hvor han har fået sin fodboldopdragelse.

Efter kampen blev Mike Jensen hyldet af størstedelen af de 5299 tilskuere på Brøndby Stadion.

- De hev mig ned og klappede af mig. Det var stort den måde, de fejrede mig på, siger Mike Jensen.

Han roste holdets defensiv, som fik sat en stopper for især farlige Martin Spelmann og Martin Retov. Det var nøglen til sejren over Horsens, der ellers har haft et godt tag på Brøndby i de seneste år.

- Vores defensiv var fantastisk. Horsens havde næsten ikke en chance, og samtidig fik vi fat i deres to bedste spillere; Retov og Spelmann. De kom ikke frem til noget.

- Retov fik ikke lov at sætte spillet, og Spelmann fik heller ikke lov til at foretage sin farlige løb. Vores defensiv var rigtig god, mener Mike Jensen.

Generelt har efteråret dog været skuffende, og Mike Jensen opsummerer det kortfattet således:

- Jeg synes, at vi har spillet god fodbold, men vi har bare været for dårlige i felterne.

Målscorer til 2-0, Simon Makienok Christoffersen, var godt tilfreds med kampen, hvor han også fik lagt op til Dennis Rommedahls mål til 1-0.

- Det var fint. Det var et halvt mål, at jeg lagde op til det første. Det skal man også være god til. Men jeg er glad for begge mål.

- Det var utroligt vigtigt med en sejr, også når man ser, hvordan det gik de andre hold, mener Brøndby-angriberen.

/ritzau/