Mikkel Bødker scorer og slår Bjorkstrand i NHL
Mikkel Bødker har brugt sommeren på at skifte fra Colorado til San Jose i NHL. Natten til søndag scorede den 26-årige dansker sit første mål for sin nye klub. (Arkivfoto). Foto: AP/Chris Young
AP/Chris Young
Med sin første scoring efter skiftet til San Jose grundlagde Mikkel Bødker en 3-2-sejr over Columbus.
Ishockeyspilleren Mikkel Bødker indtog en hovedrolle, da San Jose Sharks natten til søndag trak sig sejrrigt ud af et møde med Oliver Bjorkstrand og Columbus Blue Jackets i NHL.
På fremmed is åbnede Mikkel Bødker målscoringen i en 3-2-sejr efter små ti minutter, da han opsnappede pucken og sendte den over målstregen, efter at Columbus-keeper Sergej Bobrovskij i første omgang havde blokeret et skud.
Det var 26-årige Bødkers første scoring for San Jose Sharks efter sommerskiftet fra Colorado Avalanche.
Indledningsvist havde landsmanden Oliver Bjorkstrand bragt sig i fokus med en højt hævet stav, der medførte fire minutter i straffeboksen for Columbus-danskeren.
Gæsterne fra San Jose bragte sig yderligere i front, da Joel Ward fem minutter efter Bødkers scoring øgede til 2-0.
I begyndelsen af tredje periode fik værterne fra Columbus reduceret til 1-2. Et halvt minut før tid blev affæren afgjort, da Patrick Marleau gjorde det til 3-1 for San Jose Sharks.
Hjemmeholdet nåede alligevel at få et trøstmål, før kampen blev afblæst.
I en anden NHL-kamp bragte Nikolaj Ehlers Winnipeg Jets på sejrskurs ude mod Minnesota Wild. Til trods for den danske 1-0-scoring og en Winnipeg-føring på 2-0 efter første periode gik det galt.
Ehlers og holdkammeraterne tabte opgøret i Minnesota med 3-4.
Frans Nielsen og Detroit Red Wings måtte også se sig besejret i en udekamp mod Florida Panthers, der vandt 4-1.
Målmand Frederik Andersen hentede til gengæld sin første sejr efter sommerskiftet fra Anaheim Ducks til Toronto Maple Leafs. Med den store dansker i målet vandt Toronto 4-1 på egen is over Boston Bruins.
I Washington var Lars Eller var med til at besejre New York Islanders 2-1, mens den danske Vancouver-duo Jannik Hansen og Philip Larsen begge var på isen, da Canucks slog Calgary Flames 2-1 efter straffeslag.
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde