Mikkel Hansen har allerede flyttet tankerne fra 28-24-sejren over Spanien i semifinalen ved VM i herrehåndbold til søndagens finale mod de forsvarende mestre fra Frankrig.
- Vi går alle hjem med armene over hovedet. Men nu venter en ny opgave. Frankrig er et rigtig, rigtig godt hold, og det har vi fokus på nu, siger Mikkel Hansen.
Han spillede selv en stor rolle i den fortjente danske semifinalesejr. Efter en skidt første halvleg, hvor han blev meget distraheret af spaniernes defensiv og kun scorede to mål, nettede han hele syv gange efter pausen.
Mikkel Hansen ser derfor frem til at stå over for Frankrigs mere traditionelle forsvar i finalen.
- Frankrig dækker også offensivt, men på en anden måde. Spaniens måde at gøre det på forstyrrede os rigtig meget. Men vi vandt, og det er det vigtigste, for det så ikke altid lige godt ud, siger Mikkel Hansen.
- Alle spiller for at spille finaler. Og også vinde dem. Det er vel det, man drømmer om som lille, og det er det, vi har arbejdet på hele turneringen. Jeg håber ikke, at vi er færdige, siger han.
Danmark har som det eneste hold vundet samtlige ni kampe ved VM, og det kommer lidt bag på den danske topscorer, at det er gået så smertefrit.
- Jeg har hele tiden set os som en outsider til at vinde VM. Men måden, vi er kommet i finalen på, har overrasket mig. Vi spiller godt, og nu mangler vi kun en kamp for at gøre drømmen til virkelighed, siger Mikkel Hansen.
Finalen spilles på søndag klokken 17.00 i Malmø.
/ritzau/
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker