Mikkel Hansen blev sparet: Han havde lidt irritation
Mikkel Hansen (til venstre) gjorde en god figur i Super Cuppen mod GOG tidligere på ugen, men blev sparet lørdag. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Ifølge Aalborg-træner Stefan Madsen havde Mikkel Hansen "lidt irritation", da han blev sparet mod Skjern.
Mikkel Hansen gjorde i sidste uge comeback for Aalborg Håndbold oven på sin sygemelding, men landsholdsstjernen var ikke på banen i lørdagens hjemmesejr over Skjern Håndbold.
Her så Hansen det hele fra bænken, efter at han ellers havde deltaget i opvarmningen.
Aalborg-træner Stefan Madsen oplyser til Nordjyske, at han ikke ville tage nogen chancer med Hansen, som har deltaget i to kampe, efter at han vendte tilbage.
- Vi ved jo, at vi skal være meget opmærksomme på den belastning, vi lægger på Mikkel. Han havde lidt irritation, så derfor var det dejligt, at vi kunne spare ham.
- Han kunne godt have spillet, hvis det var blevet nødvendigt, men det er fedt, at vi kan se, at bredden også er der, siger træneren til Nordjyske.
Selv uden Mikkel Hansen var der ingen slinger i valsen for nordjyderne, som vekslede en pauseføring på 17-14 til en sejr på 38-26.
Mens Hansen var ude, fik Niklas Landin ligadebut for Aalborg. Ud over en god præstation i målet bidrog målmanden med to mål.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde