Mikkel Hansen: Hårdt program truer landsholdenes fremtid
Håndboldkalenderen er for komprimeret, mener Mikkel Hansen og en række andre topspillere. (Arkivfoto) Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Spillere kan blive tvunget til at fravælge landsholdene, hvis der ikke kommer mere luft i programmet.
Fremtidens VM- og EM-slutrunder i håndbold er i fare for at måtte undvære nogle af sportens allerstørste navne. Sådan lyder den dystre spådom fra den danske storspiller Mikkel Hansen.
Han ser en reel risiko for, at stjernerne bliver tvunget til at vælge landsholdet fra, hvis ikke der bliver taget mere hensyn til spillerne i håndboldkalenderen.
- I sidste ende risikerer håndboldelskere at skulle se slutrunder uden de allerstørste profiler. Enten fordi de bliver skadet, inden de skal afsted, eller på grund af at de ikke kan holde til det.
- Nogle kan blive tvunget til at melde afbud til landsholdet. Det er jo lidt svært at melde afbud til sin klub for så i stedet at tage med landsholdet, siger Mikkel Hansen.
I sidste uge var han et af ansigterne på et åbent brev fra Den Europæiske Håndboldspillerforening (EHPU) til de internationale håndboldledere.
Her forsøger spillerne at trænge igennem med et budskab om, at antallet af kampe har taget overhånd og øger risikoen for skader.
Hvis der ikke kommer mere luft i kalenderen, kan spillerne selv blive nødt til at fravælge kampe for at få mulighed for at restituere. Og her er landsholdet reelt den eneste mulighed.
- Det er ikke en fed position at være i at skulle vælge imellem at repræsentere sit land, som er det ypperste, eller at skulle repræsentere klubben, hvor man tjener sin løn, så man kan betale regninger, siger Mikkel Hansen.
Det danske landshold er i øjeblikket samlet i København forud for to EM-kvalifikationskampe mod Montenegro.
Seneste artikler
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Sejr på jubilæumsdagen: - En del af NFC's historie
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker