Mikkel Hansen: Jeg har skuffet mig selv

Der var lagt op til et stort håndbold-EM for stjernen over dem alle på det danske landshold, Mikkel Hansen. Men han har i de tre første kampe ikke leveret det, han normalt er i stand til.

- Jeg har overhovedet ikke levet op til mine egne forventninger. Jeg har spillet væsentligt under niveau. Jeg synes, jeg har spillet alt for dårligt, og det er jeg selvfølgelig også utroligt skuffet over.

- Hvis jeg bliver ved med at spille så dårligt, så får vi sværere ved at vinde. For mig handler det om at komme i gang og vise, at jeg er bedre, end hvad jeg har vist indtil videre, siger Mikkel Hansen.

Danmark står nu med meget små chancer for at nå videre til de afgørende medaljekampe.

- Jeg er da ekstremt skuffet over, at vi ikke har kunne levere bedre. Det er en mærkelig følelse, jeg står med nu. Det er en tom følelse, og det var det også i går.

- Jeg havde ikke stået her og forventet, at vi havde spillet tre kampe og nu har nul point med videre i mellemrunden, siger Mikkel Hansen.

Efter nederlaget til Polen torsdag aften tordnede Mikkel Hansen foran den danske presse, men det er helt naturligt, mener AG København-profilen.

- Selvfølgelig er jeg frustreret over, når vi ikke kan lukke en kamp. Vi havde alle muligheder. Hvis ikke jeg var frustreret i går, hvornår skulle jeg så være det.

- Hver eneste gang jeg taber, så er jeg frustreret. I min verden handler det om at vinde. Jeg kan smide nok så mange bolde ud i havet, og jeg kan sidde nok så meget på bænken, bare vi vinder, fastslår han.

Lørdag møder Danmark i den første kamp i mellemrunden Makedonien, og Mikkel Hansen kræver en sejr.

- Vi må rejse os og vise, at vi har en lille smule hår på brystet, understreger han.

/ritzau/

Mikkel Hansen har ikke levet op til egne forventninger ved EM. - Jeg har spillet alt for dårligt, siger han.

Offentliggjort Sidst opdateret