MIKKEL HANSEN SYGEMELDT

Mikkel Hansen er sygemeldt med stress. (Arkivfoto).

Efter et hårdt 2022 med en blodprop og for nylig et VM er bægeret fyldt op for Mikkel Hansen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Håndboldstjernen Mikkel Hansen er sygemeldt med symptomer på stress.

Det oplyser hans klub, Aalborg Håndbold, i en pressemeddelelse.

- Det har været et hektisk år for Mikkel med først en blodprop i foråret 2022, hjemflytning med familien til Danmark efter ti succesfulde år i udlandet, samt en enormt stor efterspørgsel og fokus på hans person gennem hele efteråret i forbindelse med skiftet til Aalborg Håndbold og senest ved VM i januar, udtaler Jan Larsen, direktør i Aalborg Håndbold.

For halvanden uge siden blev Mikkel Hansen for tredje gang i træk verdensmester med Danmark.

- Efter hjemkomsten fra VM-slutrunden viste det sig, at bægeret var fyldt op, og vi har sammen truffet det eneste rigtige valg, hvor fokus fuldt ud er på, at Mikkel får den nødvendige tid og professionel støtte til at komme sig, lyder det fra Aalborg-direktøren.

/ritzau/