Mikkel Hansen: Vi er blevet koldblodige

De danske håndboldherrer vandt mandag aften 28-26 over Tyskland efter endnu en kamp efter en tæt og spændende afslutning. Danmark er begyndt at vise mere kølighed i slutfasen, mener Mikkel Hansen.

- Vi viser lidt mere koldblodighed nu end tidligere. Vi fik spillet den lidt rundt, og til sidst kom vi til nogle gode afslutninger. Det var rigtig dejligt, at vi vandt en tæt kamp, siger Mikkel Hansen.

Det var den anden EM-kamp i træk, Danmark vandt i de sidste minutter af kampen. Lørdag vandt Danmark med et mål over Makedonien, og holdet kan stadig nå at spille med om medaljer.

- Vi har også snakket indbyrdes om, at vi skal kunne se os selv i øjnene. Det betyder, at vi i hvert fald skal vinde vores tre kampe i mellemrunden.

- Det ville være et ekstra slag i hovedet, hvis vi taber en kamp, der kunne have afgjort, om vi kom i semfinalen, siger Mikkel Hansen.

Andre EM-resultater skal stadig flaske sig for Danmark, før semifinalen er en mulighed, så fokus er først og fremmest på kampen mod Sverige på onsdag.

- For os handler det om, at vi skal vise, at vi er bedre, end vi viste i de tre første kampe. Vi fik spillet væsentligt hurtigere, og det virker jo, så det skal vi blive ved med.

- Der venter endnu en hård kamp mod Sverige. Det bliver ligesom mod Tyskland, hvor der også blev gået til den, forudser Mikkel Hansen.

/ritzau/

Danmark vandt endnu en EM-kamp efter en tæt afslutning. - Vi viser mere koldblodighed, mener Mikkel Hansen.

Offentliggjort Sidst opdateret