Mikkel Hansen: Vi er et skridt længere

Mikkel Hansen har ikke begge arme højt svævende over hovedet efter sejrene over Qatar og Rusland ved håndbold-VM. For der venter stadig svære opgør mod Island og Makedonien i det indledende gruppespil.

Offentliggjort Sidst opdateret

Mikkel Hansen, der blev sparet mod Qatar, var med igen i søndagens 31-27-sejr over Rusland, men trods sejren, så tager han endnu intet for givet.

- Vi er et skridt længere. Det er meget simpelt.

- Du har set nogle af de andre hold. Er man der ikke fuldstændig, jamen så kan vi tabe til alle hold. Så for os vokser træerne ikke op i himlen endnu. Vi er kun to kampe inde i turneringen, siger Mikkel Hansen.

Rusland-kampen var ikke nødvendigvis en gruppefinale, som mange havde kaldt kampen, mener landstræner Ulrik Wilbek.

- Nej, det var ikke gruppefinalen. Vi skal også møde Makedonien. Jeg synes, Makedonien er så ubehagelige at spille imod. Man ved fandeme aldrig, hvor man har dem, siger Wilbek.

Makedonien vandt dog kun med to mål over Chile lørdag, og søndag blev det til en beskeden makedonsk sejr på fire mål over Qatar. Danmark vandt til sammenligning med 14 mål over Qatar.

- Det er typisk Makedonien at lave det nummer, de har lavet mod Chile og Qatar. Men de er gode, og hvis vi taber de to kampe til Island og Makedonien, så er vi alligevel nummer tre eller fire, påpeger Wilbek.

De fire bedste ud af de seks nationer i gruppen går videre til 1/8-finalerne, men Wilbek ser gerne, at Danmark slutter som nummer et eller to for at få den lettest mulige modstander i knockout-fasen.

- Perspektivet i turneringen er super, og vi vandt med fire mål. Og det vil sige, at hvis vi står lige indbyrdes med Rusland og Island, så ser det også godt ud. Så langt vil jeg godt være med.

- Og jeg vil også sige, at vi vinder over Chile, siger landstræneren.

Danmark skal i aktion tirsdag mod Chile.

/ritzau/