Mikkel Mac: Mit livs oplevelse

16-årige Mikkel Mac ræste rundt på Hungaroring med over 250 km/t.

Offentliggjort Sidst opdateret

Han vandt ikke den Formel-bil til 800.000 kroner, der stod på spil, men han vandt en forrygende oplevelse og mod på flere udfordringer i Formula Master.

16-årige Mikkel Mac fra Nykøbing F. kørte fredag og lørdag testkørsler på den berømte Formel 1-bane Hungaroring i Budapest mod en stribe andre europæiske stortalenter bag et rat. Nykøbingenseren var fjerdehurtigste kører fredag, nummer fem lørdag og blev samlet nummer fire ud af 15 kørere.

- Den var virkelig sjov at køre. Det var et af mit livs største oplevelser. Der var blandt andet et højre sving, man skulle igennem med 182 kilometer i timen. Jeg fik at vide, at det sendte fire G gennem hele kroppen, fortæller Mikkel Mac, som var overrasket over bilens styrke.

En Formula Master har 250 hestekræfter og en topfart på 280 kilometer i timen. Og sådanne biler får han måske fornøjelsen af hele næste år. Nykøbingenserens fine kørsel i Budapest har nemlig udløst en del interesse fra Formula Master-teams.

- Vi (ham og hans far, red.) har fået tilbud fra Jenzer Motorsports og to andre teams. Men det er jo dyrt, så vi skal først se, om vi kan finde sponsorpenge til det, forklarer Mikkel Mac.