Milan-spillere: Vi drillede Martin Laursen

Flere tidligere AC Milan-stjerner indrømmer, at de for flere år siden drillede Martin Laursen, da han fra 2001 til 2004 spillede i den italienske storklub.

Offentliggjort Sidst opdateret

Selv om Martin Laursen lod sig gå på af drillerierne, så mente de tidligere holdkammerater ikke noget ondt med det. Det fortæller Andrea Pirlo, Andriy Shevchenko og Paolo Maldini i dokumentaren "Me, Myself & Martin Laursen".

- Han var altid godmodig, så selvfølgelig drillede vi ham. Han snakkede aldrig tilbage, men grinte.

- Han var altid rolig, når vi provokerede ham. Han kom fra et land, hvor man ikke følger moden så meget som i Italien, og han havde hvide og sorte sokker på. Så vi gemte hans sokker eller tøj, men han tog det pænt, siger Andrea Pirlo, der i dag spiller i Juventus.

Andriy Shevchenko var også med til at drille sin danske holdkammerat, der ud over sin tøjstil blev drillet for farven på sin bil.

- Martin har sagt, at vi drillede ham, og det var fordi, han er en sød fyr, men han kunne ikke lide at være genstand for vittigheder. Men han blev bedre til det efter en periode.

- For at have et godt sammenhold på holdet lavede vi en masse jokes i omklædningsrummet, og Martin var genstand for mange af dem. Vi vidste godt, hvordan han følte det, så vi lavede grin med ham, men vi mente ikke noget med det, siger Shevchenko i dokumentaren.

Også den daværende anfører og AC Milan-legende Paolo Maldini udtaler sig om den danske midterforsvarer.

- Han er beskeden. Han er en af de mest talentfulde spillere, jeg har mødt i fodboldverdenen. Man kan sige, at han tit virker naiv, men det er fordi, han er så uskyldig, siger Maldini.

Martin Laursen lod sig ikke mærke af drillerierne, men på et tidspunkt blev det alligevel for meget. Danskeren forsøgte at grine af vittighederne, men ville sandsynligvis have tacklet situationen anderledes i dag og sat en grænse.

/ritzau/